Det var hårdt for flyselskaberne at komme igennem finanskrisen for ti år siden, men det er for intet at regne i sammenligning med den krise, de befinder sig i lige nu.
Mange af de kendte flyselskaber som f.eks. SAS, Norwegian eller Lufthansa har kun overlevet, fordi deres hjemlande har spændt et økonomisk sikkerheds-net under dem.
Ellers ville de ikke have overlevet et 2020, der på globalt plan vil give flyselskaberne et underskud på 84,3 milliarder US dollars. Det svarer til ca. 560 milliarder kroner. Eller over en halv billion.
Europas flyselskaber sidder på en fjerdedel af årets underskud. Mere præcist 21,5 mia. dollars eller ca. 145 milliarder danske kroner.
Tallene kommer fra flyselskabernes internationale organisation IATA, der holdt sin månedlige status-briefing over luftfartens situation her i eftermiddag.
Til sammenligning tabte flyselskaberne ”kun” 203 milliarder kroner på finanskrisen og den høje oliepris i 2008 og 2009.
IATA vurderer, at flyselskabernes omsætning i år vil blive halveret i år – sammenlignet med 2019.:
”2020 vil gå ind i historie-bøgerne som det værste nogensinde for den kommercielle luftfart. Hver eneste dag i årets første fem måneder har flyselskaberne tabt 230 millioner dollars,” forklarede IATA’s topchef Alexandre de Juniac i Geneve i dag.
IATA spår, at der kommer meget mere gang i luftfarten i 2021, men at passagertrafikken stadig vil være 30 procent lavere end i 2019 – med et estimeret samlet underskud for branchen på 98 milliarder kroner i 2021 som konsekvens.
Hvis flyselskaberne kommer op på 2,2 milliarder rejsende i år, sådan som prognoserne sagde for et par måneder siden, vil hver eneste passager give 37,54 dollars – ca. kroner – i underskud.
IATA har ved flere lejligheder givet bud på, hvor længe det vil tage, inden den civile luftfart kan være tilbage på niveauet før Corona krisen. Branche-organisationen er nu blevet mere forsigtig i sine spådomme.
”Forudsat, at der ikke kommer en anden bølge af COVID-19, tror jeg, at vi er over det værste nu. 2021 vil være bedre, men stadig 30 procent under niveauet fra 2019,” sagde Alexandre de Juniac.
Han understregede samtidig, at turismen står for over 10 procent af verdens omsætning – brutto-national-produkt (BNP). Luftfarten udgør en stor del af turismen. Derfor er det enormt vigtigt at indføre skærpede hygiejne regler, så folk igen føler sig trygge og sikre ved at tage et fly….
(Indledningsfoto til artiklen: Rene Rauschenberger / Pixabay)
Skriv et svar