Når man får æren af at være et af de tre lande, som regeringen siger, at dem må danskerne gerne rejse til, gælder det om at smede, mens jernet er varmt.
Derfor har Icelandair lynhurtigt sat Danmark på rutekortet igen. Fra i mandags flyver det islandske selskab mellem København og Reykjavik. Den 10. juli kommer Billund også på programmet.
På førstedagen landede der faktisk to Boeing passagerfly fra Icelandair lige efter hinanden i København. Så islænderne må have været endnu mere vilde efter at komme ud at se verden efter COVID-19, som danskerne er.
Island har haft en lille nedtur i turist-besøget sidste år efter adskillige år med voldsomme stigninger, der næsten var ved at kvæle den sarte ø.
Flotte fotos i magasiner og populære film og tv-serier, der blev optaget i det rå vulkan landskab, fik Island til at blive en super-trendy ferie-destination for mange europæere og amerikanere. Hot på flere punkter end øens varme kilder.
Det bliver spændende at se, om danskerne tager tilbage på erobrings-togt til island. Nu, hvor der ikke er så overrendt med turister fra andre lande.
Indledningsvis har Icelandair lagt ud med ni ugentlige afgange mellem København og Keflavik lufthavnen tæt på Reykjavik.
Fra den 29. juni øger Icelandair til 14 ugentlige ture mellem den danske og den islandske hovedstad. Når højsæsonen begynder den 6. juli får Icelandair tre daglige afgang.
Den tidlige danske åbning har også fået Icelandair til at genåbne sin direkte rute mellem Billund og Reykjavik. Den var ellers sløjfet i denne sommers program.
Den første flyvning foregår fredag den 10. juli. Derefter vil der være to afgange om ugen, så længe højsæsonen står på. Det vil sige til den 17. august.
Alle passagerer hos Icelandair skal bære mundbind eller ansigtsmaske. Mellem hver afgang desinficerer flyselskabets personale sikkerheds-seler, skærme, borde, armlæn, vinduer, hovedstøtter, bagagehylder og toiletter….
(Indledningsfoto til artiklen: Rudolf Kirchner / Pixabay)
Skriv et svar