Inden Corona virussen stoppede al initiativ i rejsebranchen, var flere selskaber i gang med at forberede det næste store i turisme – rumrejser ud i universet eller i hvert fald til ydergrænserne af jordens atmosfære.
Store var visionerne om at holde sommerferie på månen om nogle år. Sightseeing i storbyer skulle afløses af rundture om jorden, og ISS rumstationen skulle forvandles til et mindre hotel til dem, der tør og har råd til det.
Planerne eksisterer vel stadig, men er lagt i mølpose, indtil Corona virussen har forladt denne klode. Hos de fleste, men ikke hos alle.
Her i weekenden offentliggjorde en ny amerikansk start-up – Space Perspective – at man vil sende store balloner op i 30 kilometers højde med otte passagerer ombord. Første flyvning vil foregå uden passagerer i 2021 – med gæster ombord i 2023.
Hver flyvetur vil tage seks timer og bringe ballonen helt op til atmosfærens grænser i 100.000 fods højde.
Det lyder måske ikke at så meget, men det er tre gange længere ude, end hvor store passagerfly på interkontinentale ruter normalt flokkes.
Heroppe er der gode chancer for at få en helt forrygende udsigt over moder jord. Selve rejsen foregår i større luksus end i et rutefly.
Der vil være rigtige lænestole og sofaer, spisestue, bar, badeværelse og 360 graders vinduer, der giver udsyn til både klode og universet oven over.
Firmaet bag Space Perspective ballonerne satser såmænd også på events. Hvem kunne f.eks. ikke drømme om at fejre bryllup, fødselsdag eller jubilæum 30,5 kilometer over fast jord under fødderne?
Med i den tilbudte luksus er trådløse online forbindelser til den nærmeste tele-satellit. På den måde kan flygæsterne, som kaldes for “space explorers”, sende billeder og videoer ned til de sociale medier.
Rejserne skal foregå med 200 meter høje balloner fyldt med hydrogen – brint på dansk. Under ballonen hænger en kapsel med kunstig atmosfære i, der både kan tåle ætsende solstråler og den ekstreme kulde, der hersker derude i den ydre atmosfære.
Sikkerhed er top-prioritet i forbindelse med Space Neptune ballonen. Derfor er vinduerne i kapslen dækket med samme guld-lak, som astronauter bruger på deres hjelme som beskyttelse mod UV stråler.
Selve opstigningen fra en base i Florida til maksimal-højden på 30,5 kilometer tager to timer. Ballonen vil så blive deroppe i to timer, inden den begynder en blid nedstigning på yderligere to timer.
Ligesom hos amerikanske rumkapsler vil landingen foregå på havet, hvor et skib vil samle passagerer og ballon op.
Russerne lander normalt på jorden, men det synes Space Perspective er for hårdt for kapsel og gæster ombord. Desuden skal ballon og kapsel kunne genbruges til flere rumrejser.
Mens Space Neptune er i luften vil den have en kæmpestor faldskærm klappet halvt ud. Skulle det utænkelige ske, at der går hul på ballonen, vil faldskærmen folde helt op og sørge for en kontrolleret nedtur til jorden.
Med en forventet billetpris på 125.000 dollars – ca. kroner – mener Space Perspective ikke, at der bliver problemer med at sælge ballon-rejser.
Skulle der komme en flaskehals i efterspørgslen, overvejer ballon-selskabet også at tage fragt med op i den ydre atmosfære. Det kunne f.eks. være nye satellitter, der skal anbringes i kredsløb om jorden.
Som nævnt vil Space Perspective sende de første prototyper til himmels i 2021. Det sker fra samme lufthavn i Florida, som USA’s Space Shuttle rumfærge benyttede i tidligere tider. Hvis forretningen giver luft, vil det amerikanske ballon-firma også åbne baser i f.eks. Europa, Asien og Australien.
Space Perspective tager allerede nu mod forudbestillinger via dette link.…
(Indledningsfoto til artiklen: Space Perspective)
Skriv et svar