Livreddere kender vi alle sammen fra badeanstalter, svømmehaller, strande i ind- og udland. Måske er de mest berømte af alle de veldrejede damer og herrer, som optræder i den ikoniske tv-serie ”Baywatch”.
Som så meget andet i vores stadig mere digitaliserede verden står livredderne til at blive afløst af computere. I hvert fald dem, der sidder på stativer eller i udkigstårne og holder øje med de mere eller mindre letsindige badegæster nedenfor.
Forskere på Israels Ben Gurion Universitet i Negev har nemlig udviklet et system med kunstig intelligens, der kan overtage overvågningen af strande og vandet foran.
Sightbit systemet omfatter adskillige kameraer, der kan overvåge dele af en strand døgnet rundt. Kameraerne sender live video billeder til en central pc med computer vision, som er placeret i et livredder tårn.
Den kunstige intelligens kan holde styr på langt flere mennesker og deres bevægelser end selv en håndfuld erfarne livreddere med hver sin kikkert.
Computer programmet kan analysere de indkommende video-billeder på brøkdele af et sekund,, og den kunstige intelligens slår – baseret på maskin-læring – omgående alarm, hvis noget usædvanligt sker i vandet eller på stranden.
Samtidig med, at alarmen lyder, zoomer kameraerne ind på den nødstedte. På den måde kan livredderne bedre identificere svømmeren på en pc-skærm. Det gør det også nemmere at afgøre, hvorvidt der er tale om en falsk alarm eller ej.
Sightbit er ikke kommet så vidt endnu, at systemet sender livredder robotter ud efter de nødstedte. Det kommer nok om nogle år. Indtil da er det – heldigvis – veltrænede herrer i boksershorts og ditto kvinder i badedragter eller bikini der bliver sendt ud i bølgerne for at undgå en drukne-ulykke.
Systemet bliver i øjeblikket prøvekørt af Israel Natur- og Park-myndigheder, der bl.a har ansvaret for landets offentlige badestrande. Det sker på en otte kilometer lang strand ved Middelhavet.
Israelerne har lavet aftaler med en håndfuld europæiske lande og USA om at opsætte Sightbit systemer på deres badestrande. Så måske I snart optræder på video, når I plasker i vandet på jeres næste sommerferie….
(Indledningsfoto til artiklen: Baywatch / Paramount)
Skriv et svar