Det er ikke kun flyselskaber, hoteller og rejsebureauer, der er i Corona knibe. Det er også dem, der fremstiller de fly, der under normale omstændigheder ville transportere millioner af mennesker på sommerferie lige nu.
Boeing håber på, at et par meget vigtige test-flyvninger med det skandale-ramte 737 MAX kan gennemføres i dag. Går de går, får flyet nok lov til at gå i luften med passagerer igen. Efter 16 måneders start-forbud.
Hos Airbus har man helt andre problemer. Flyselskaber afbestiller og skubber leveringer i ét væk. Ingen har brug for nye fly, når man slet ikke kan få fyldt sine nuværende.
Airbus har derfor besluttet at drosle sin produktion af nye fly ned med 40 procent i de næste to år. 15.000 ansatte kan miste deres job.
Airbus har tidligere advaret om nedskæringer på op til 30 procent, men det har åbenbart ikke været nok. Udviklingen hos flyselskaberne er fortsat negativ. Også, selvom selskaberne er begyndt at genoptage deres ruter.
I de kommende to år vil Airbus således kun samle 40 maskiner om måneden af sin bestseller familie A320. I øjeblikket har Airbus mange af disse fly stående færdige ved sine fabrikker, men kunderne tøver med at overtage dem.
Til den tyske ugeavis ”Die Wwelt” siger Airbus’ topchef Guillaume Faury, at det vil vare frem til udgangen af 2021, før der igen er balance i udbud og efterspørgsel.
Airbus har i øjeblikket 90.000 medarbejdere i sin produktion af civile fly. De bor i Frankrig, England, Tyskland og Spanien, der i fællesskab ejer den store europæiske flykoncern. Airbus’ produktion af militære fly ser ikke ud til at være lige så hårdt ramt af Corona.
Airbus vil bruge juli til at diskutere med ansatte og deres fagforeninger, inden beslutningen om det endelige omfang af nedskæringer vil blive meddelt om en måned…..
(Indledningsfoto til artiklen: Martin Winkler / Pixabay)
Skriv et svar