Bare fordi flyselskaberne er begyndt at lette oftere og mere regelmæssigt end tidligere, betyder det ikke, at de er kommet sig over den værste krise.
For mange selskabers vedkommende har de kun lige overlevet første halvleg. De har fået statshjælp, men skal nu leve op til alle de krav og nedskæringer, der fulgte med de rare penge.
I går fortalte SAS, at den danske og svenske stat skyder 12 milliarder svenske kroner i ny aktie-kapital i selskabet. Til gengæld skal flyselskabet skære ned på omkostningerne og sige farvel til 5.000 ansatte.
Air France ser nu ud til at skulle igennem samme tur.
Ifølge franske fagforenings-kredse skal flyselskabet skære 15 procent af sine medarbejdere bort. Det vil svare til 7.500. De 6.000 hos Air France selv og 1.000 hos datterselskabet Hop.
Regeringen i Paris har koblet sin finansielle nødhjælp på syv milliarder euro – ca. kroner – til forventninger om øget effektivitet og en betydelig bedre CO2 balance.
Air France skal således droppe sine korte indenlandske flyruter til fordel for jernbanerne, hvis rejsetiden mellem to franske byer er under to timer længere med tog.
Så vidt vides, er SAS ikke blevet mødt med lignende krav fra Danmark og Sverige, selvom begge lande reklamerer med, at de er meget grønne i deres strategi.
Air France ventes at offentliggøre sine masse-fyringer i morgen fredag. Afskedigelserne vil gå ud over både piloter, kabine-medarbejdere og service-personale på jorden. Præcist som hos SAS.
Air France har i øjeblikket omkring 50.000 ansatte – SAS inden fyringsrunderne godt 10.000….
(Indledningsfoto til artiklen: b-1 foto / Pixabay)
Skriv et svar