Hvis I rejser til Grækenland i de næste 14 dage, er der ingen risiko for at rende ind i britiske turister – hverken de fulde eller de ædru.
Den græske regering har nemlig besluttet at forlænge sit indrejse-forbud for britiske statsborgere indtil den 15. juli. Tidligere gjaldt det til i dag.
Grækerne mener imidlertid, at Corona problemerne stadig er for høje i England til, at landet tør tage briter ind som turister.
Dermed trodser Grækenland EU’s generelle regler for lande, hvis smittetal er lavt nok til at være del af de åbne grænser.
Grækenland er dermed på linie med Danmark, der fortsat opretholder sin orange rejse-vejledning for Storbritannien. De betyder, at alle ikke nødvendige rejser frarådes.
Grækernes afvisning har vakt stor harme i England, der er ved at gå ferie-amok og slet ikke kan forstå, at landet er lukket ude fra det gode selskab.
Ryanair, easyJet og TUI har måttet aflyse en række planlagte afgange fra England til både Athen og de populære græske ferie-øer Rhodos og Kreta.
Rejse-giganten TUI’s direktør i London advarer i flere aviser, at briterne må være forberedt på, at flere andre lande vil følge grækernes eksempel.
(Indledningsfoto til artiklen: Arthur Yeti / Unsplash)
Skriv et svar