Man kan vælge rejse-destination ud fra mange forskellige årsager og argumenter.
Mange går efter solgarantien. Andre efter kvaliteten af badestrande, udvalget af gourmet restauranter, museer eller antallet af barer i en kilometers omkreds fra hotellet.
Flere og flere vælger imidlertid rejsemål efter deres fysiske form. De bruger deres ferier på at motionere, cykle, løbe, dyrke yoga, svømme osv.
Har du i den forbindelse nogensinde tænkt på, om den lokale befolkning i ferielandet har lige så god kondi som dig selv – eller måske bedre? Kort sagt, hvilke lande og befolkninger er egentlig de mest fitte på denne jord?
Det har det britiske sportstøjs-mærke Reebok undersøgt, og resultatet er måske lidt overraskende for mange.
Danskerne har f.eks. ingen grund til at prale om deres fysiske form. Danmark kvalificerer sig ikke til Reeboks Top-12 hos hverken amatører eller professionelle sportsfolk.
Hos amatørerne ligger Schweiz helt i top og overhaler dermed Portugal og Frankrig. Norge er det eneste nordiske land på hitlisten på en sjette-plads. Nordmændene scorer især højt på landets mange marathon-løbere.
Hos de professionelle sportsfolk rangerer Storbritannien nummer ét – foran USA, Norge og Tyskland. Igen er det de mange norske marathon-løbere, der skraber mange points sammen.
Reebok har målt landenes ”fitness niveau” på f.eks. antallet af sports- og motions-events pr. million indbyggere, antallet af marathon løb, sportsfolkenes gennemsnitlige løbetid pr. marathon, antallet af motions-centre pr. 10 kvadrat kilometer i landets største by – samt antallet af OL-medaljer, som hvert land har hentet.
Hos amatørerne scorer Schweiz 7,44 af 10 mulige points hos Reebok. Landet har mange smukke løbe- og cykle-ruter, og antallet af fitness-centre i Zürich ligger helt oppe på 16 pr. 10 km². Endelig har schweizerne den næstbedste marathon-tid i gennemsnit – nemlig tre timer 49 minutter og 13 sekunder.
Spanien har de hurtigste marathon-løbere blandt amatørerne. Her er Norge nummer ét blandt professionelle løbere. Desuden har nordmændene hentet de fleste medaljer ved OL i forhold til landets indbyggertal. Uden tvivl på grund af skiløb.
Her er verdens 12 bedste motions-lande for amatører ifølge Reebok:
- Schweiz
- Portugal
- Frankrig
- Irland
- Holland
- Norge
- USA
- Tyskland
- Australien
- Canada
- Storbritannien
- Spanien
I kan studere ranglisterne i detaljer ved at klikke på dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: Skeeze / Pixabay)
Skriv et svar