Selvom Danmark har åbnet sine grænser til knap en snes lande, kan rejsende i udlandet stadig rende ind i problemer og besvær som følge af lokale COVID-19 bestemmelser.
En af udfordringerne kan være, at landet, man vil rejse ind i, kræver dokumentation for, at man er testet negativ for Corona for nylig.
Kan man ikke bevise det ved indrejse, risikerer man som turist eller forretnings-rejsende at blive sendt direkte i 14 dages karantæne eller sendt hjem igen.
Danmark tilbyder nu at hjælpe sine borgere ved at teste dem for COVID-19 inden afrejse og udstede et officielt Corona-pas for, at man ikke er smittet med den frygtede virus.
Det digitale Corona-pas forudsætter, at man har fået foretaget en såkaldt PCR-test hos Testcenter Danmark. Det er et af de 16 hvide telte, der er opstillet rundt om i Danmark. Her udsteder man dokumentationen, man kan tage med på rejsen.
Det er gratis at hente et COVID-19 pas, efter man har fået foretaget en COVID-19 test. Passet afhentes ved at logge ind på sundhed.dk med sit NemID. Papiret ligger så under ”Dine sundhedsdata.”
Man kan se, downloade og printe sit COVID-19-pas, lige så snart laboratoriet har analyseret ensprøve og frigivet svaret.
Bemærk, at COVID-19-passet kun kan ses, downloades og printes, hvis prøven er negativ og ikke er ældre end syv dage.
COVID-19 passet er i første omgang tilgængeligt for voksne over 18 år med bopæl i Danmark. Fra midten af juli vil det også være muligt at hente et pas for børn. Det hentes på sundhed.dk af forældre eller børn over 15 år med egen NemID.
Det nye danske Corona-pas er desværre ikke i sig selv en garanti for, at man kan komme ind over alle grænser:
I nogle lande gælder særlige regler om test og dokumentation, hvor man benytter nationale formularer, der skal udfyldes og attesteres af en lokal læge.
Desuden kan de enkelte landes Corona-regler for udlændinge ændres med kort varsel. Derfor er det altid en god idé, at man tjekker den aktuelle situation på den dnaske ambassades hjemmeside i detland, man vil rejse til.
COVID-19-passet er udviklet af sundhed.dk i et samarbejde mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Udenrigsministeriet og Rigspolitiet.
(Indledningsfoto til artiklen:United Nations / Unsplash)
Skriv et svar