Store booking portaler som Hotels.com, momondo, Booking.com, HRS eller Expedia vinder frem i forbrugernes gunst, mens færre bestiller deres overnatninger direkte på hotellets hjemmeside eller ved at ringe.
Online formidlere i den europæiske hotelsektor har således øget deres markeds-andel med 10 procent i perioden fra 2013 til 2019. Mere præcist fra 19,7 til 29,9 procent.
I samme tidsrum faldt antallet af direkte bookinger med over 10 procent i Europa. Fra 57,6 til 45,5 procent sidste år.
Det viser en ny analyse fra Hotrec, der er den europæiske paraply-organisation for hoteller, cafeer og restauranter.
Booking.com er den klart største hotel-portal i Europa. Portalen har en markeds-andel på 68,4 procent. Expedia kommer ind med 16,3 procent, mens HRS er faldet til 7,2 procent andel blandt formidlings-portalerne.
Undersøgelsen fra Hotrec bekræfter en gammelkendt kendsgerning – nemlig at hotel-ejerne er alt andet end begejstrede for Booking.com og de øvrige portaler. De tager for høje formidlings-gebyrer, synes hotellerne.
Ifølge Hotrec har næsten 60 procent af hoteller været oppe at skændes med portalerne om penge og afregning. Kun hver fjerde uenighed (26 procent) fandt en fair løsning.
Den nye undersøgelse bygger på interviews med 2.800 hoteller i Europa. Spørgerunden er foretaget før Corona krisen. Derfor ved vi ikke, om virus pandemien har ændret på styrke-forholdet mellem hoteller og booking-portaler….
(Indledningsfoto til artiklen: Bruce Mars / Unsplash)
Skriv et svar