Nu havde mange glædet sig over, at krydstogt-rejserne så småt var kommet i gang igen med små trips i Østersøen og Hurtigrutens åbning langs Norges kyster.
Så kommer weekendens triste nyheder om, at det hele må lukkes igen. Rederierne har været for optimistiske og er gået i gang for tidligt.
I Norge er et af Hurtigrutens ekspeditions-skibe hårdt ramt af en Corona epidemi, der har ramt mindst 40 besætnings-medlemmer og passagerer.
I Tyskland har Aida rederiet måttet aflyse sine første Østersø togter, som skulle være indledt i denne uge. Årsag: Myndighederne er ikke klar med godkendelser til at sejle igen.
Corona på Hurtigruten
I fredags blev det bekræftet, at 36 mennesker ombord på Hurtigrutens helt nye ”MS Roald Amundsen” var smittet med COVID-19.
Det norske rederi har taget konsekvensen her til formiddag og har nu indstillet alle sine ekspeditions-krydstogter indtil videre.
Lukningen omfatter ”Roald Amundsen”, søsterskibet ”Fridtjof Nansen” samt ”Spitsbergen”, der havde planlagte krydstogter i både norsk og internationalt farvand.
En foreløbig analyse af situationen viser, at der har været fejl og svigt i flere af Hurtigrutens interne procedurer og sundheds-foranstaltninger i forhold til Corona.
Rederiet arbejder nu sammen med de norske myndigheder for at få lukket hullerne og strammet procedurerne yderligere op. Corona-smitte på Hurtigrutens skibe må ikke ske igen på grund af sjusk.
Hurtigrutens populære færgedrift mellem Bergen og Kirkenes ved Nordkap påvirkes ikke af corona-udbruddet på ”Roald Amundsen”. Til gengæld vil de to krydstogt-skibe, der er til søs lige nu, blive kaldt i havn så hurtigt som muligt.
Rederiet begynder samtidig i dag med at kontakte alle de passagerer direkte, som er berørt af den kommende tids aflysninger.
Aida for hurtigt ude
Det store tyske rederi Aida Cruises havde planlagt at starte blødt op i denne uge med små krydstogter ud i Østersøen – uden havnebesøg undervejs.
Mini-krydsene i første halvdel af august måtte aflyses igen lige før weekenden, fordi de italienske myndigheder endnu ikke har åbnet for krydstogt trafik igen.
Aidas skibe hører tilden italienske Costa rederi-gruppe og er derfor underlagt reglerne i støvlelandet. Her har myndighederne åbenbart snøvlet med de forventede tilladelser, hvilket bl.a. også er gået ud over start-planerne hos krydstogt-konkurrenten MSC.
Det første Aida krydstogt i Østersøen skulle være afgået fra Tyskland den 5. august. Nu håber Aida på, at det kan ske i anden halvdel af måneden….
(Indledningsfoto til artiklen: Morning Brew / Unsplash)
Skriv et svar