Havde det danske Udenrigs-ministerium en usædvanlig god næse for, hvad der ville ske, da det gav hele Spanien et orange kort og en advarsel mod at rejse dertil for en uge siden?
Meget kunne tyde på det, for nye tal fra i dag viser nemlig, at Mallorcas smittetal i de seneste syv dage er steget til langt over den kritiske grænse på 30 pr. 100.000 indbyggere.
Det spanske sundheds-ministerium offentliggjorde her til formiddag, at Mallorca nu var oppe på over 50 smittede pr. 100.000 beboere.
Mallorca og nabo-øerne Menorca, Ibiza og Formentera har i øjeblikket 1.500 Corona smittede i befolkningen, der er på 1,15 millioner. I det seneste døgn er der kommet 264 nye tilfælde.
Den danske rejsebranche røg helt op i det røde felt, da Udenrigs-ministeriet opgraderede Spanien og rådede danskere fra at rejse til hele landet.
Rejsebranchen mente, at Danmark kun skulle lukke til de regioner på det spanske fastland, hvor Corona virussen rasede – og ikke tage Mallorca og Gran Canaria med. Her havde smittetallene indtil da været meget lavere end f.eks. i Barcelona, Madrid og i Andalusien.
Det orange kort betød bl.a, at charterselskaber som f.eks. Spies og Bravo måtte stoppe deres rejser til Mallorca med øjeblikkelig virkning. Spies alene havde 800 feriegæster på øen.
Hvis de nye spanske tal holder, sådan som de bl.a. er videregivet i den tysksprogede avis ”Mallorca Zeitung”, havde Udenrigs-ministeriet helt ret i sin beslutning.
Nu bliver det spændende at se, om de nye Mallorca tal vil påvirke de forhandlinger, som den danske rejsebranche vil indlede med ministeriet om at få regionale bedømmelser i stedet for hele lande ad gangen….
(Indledningsfoto til artiklen: Oscar Nord / Unsplash)
Skriv et svar