Corona pandemien har også haft sine fordele, selvom netop rejsebranchen har svært ved at finde positive vinkler midt i alle katastrofe meldingerne om konkurser og massefyringer.
I hvert fald ét sted er der sket en klar forbedring. I hvert fald, hvis man tager sine klima- og CO₂ fokuserede briller på.
Ifølge Energistyrelsens netop offentliggjorte statistik over Danmarks forbrug i første halvår markerer jetbrændstof – ofte kaldet kerosin – sig for det klart største fald.
Flyselskaberne købte således 56,3 procent mindre jetbenzin i årets første seks måneder – sammenlignet med samme tidsrum for et år siden. Kigger man over en fem-års periode, var faldet på 53,1 procent.
Den enorme besparelse skyldes naturligvis, at flytrafikken nærmest gik helt i stå fra marts og frem til juni i år. Grænselukninger og rejse-restriktioner gjorde deres til, at næsten ingen passagerfly gik i luften. Og fly, der står slukket på jorden, bruger ingen brændstof.
Energistyrelsens statistik viser også, at forbruget af brændstof i hele den danske transport-sektor gik tilbage i første halvår. Normalt stiger olieforbruget i andet kvartal, men den lukkede flybranche trak det totale forbrug ned.
Produktionen af strøm fra solceller steg til gengæld med 21,1 procent. Forklaring: Danmark har fået flere solcelle-anlæg, og vi havde flere solskins-timer end normalt på denne årstid.
Den danske vindkraft produktion voksede med 9,9 procent i årets første seks måneder. Det skyldes, at det specielt blæste over gennemsnitligt meget i januar, februar og marts….
(Indledningsfoto til artiklen: Wal 172619)
Skriv et svar