Nu, hvor regeringens løn-kompensations-pakker er udløbet, begynder en række nye fyringsrunder i den danske rejsebranche.
Forleden dag meldte Spies ud, at hver tredje medarbejder må afskediges, fordi der ikke sælges charter-rejser nok på grund af øgede smittetal og nye rejse-restriktioner.
I dag fulgte Danmarks fjerde-største charter-arrangør – Bravo Tours – efter. Med samme begrundelse og også med hver tredje ansat på fyringslisten. Det drejer sig om 20 medarbejdere hos Bravo.
Ifølge TV Midtvest sender Bravo Tours, der har afdelinger i Herning og København, kun charter-gæster til tre græske øer. Spanien er lukket.
Det betyder, at selskabet kun omsætter for mellem 11 og 12 procent af det normale. Sidste år sendte Bravo godt 148.000 danskere på ferie sydpå.
Også de seks rejsebureauer, der hører under medie-koncernen Aller, måtte sige farvel til 34 ansatte i dag. De kommer oveni 20, som måtte gå i slutningen af marts.
Allers Leisure gruppe omfatter rejsebureauerne Nyhavn Rejser, Gislev Rejser, Kulturrejser Europa, Zen Luxury Travels, Nilles Rejser og Stjernegaard Rejser.
Fyrings-runderne og regeringens netop indgåede treparts-aftale om midlertidig arbejdsfordeling fik i dag Dansk Rejsebureau Forening (DRB) helt op i det røde felt:
”Den nye aftale kan overordnet set ikke bruges af den danske oplevelses-branche, herunder rejsebureauerne. Aftalen har fokus på erhverv, der har en form for omsætning. Det har rejsebranchen stort set ikke på grund af Udenrigsministeriets rejsevejledninger,” skriver foreningen.
”Vi mener, at den danske rejsebranche er efterladt i en fuldstændig uacceptabel situation, der nu sender et stort antal medarbejdere hjem med en fyreseddel. Det sker på trods af, at regeringen tilbage i april måned stillede i udsigt, at den ville holde hånden under den,” fortsætter Dansk Rejsebureau Forening.
Den repræsenterer flere end 100 ferie- og forretnings-rejsebureauer i Danmark….
(Indledningsfoto til artiklen: StockSnap / Pixabay)
Skriv et svar