COVID-19 har indtaget De Kanariske Øer og dermed ”lukket” den sidste del af Spanien, som kunne sole sig i at være næsten uden den frygtede virus.
I aftes udsendte det tyske udenrigsministerium en meddelelse om, at de populære ferie-øer nu betragtes som et risiko-område. Dermed frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Tenerife, Gran Canaria, Fuerteventura, La Gomera osv.
Her til morgen er flere af de store tyske rejse-arrangører begyndt af aflyse deres rejser og tage De Kanariske Øer ud af deres program foreløbigt.
Ifølge tyskernes pendant til vores serum-institut – RKI hedder det – er smittetallet på Kanarerne i den seneste uge steget til 95,6 pr. 100.000 indbyggere. Det er også langt over den danske grænse på 30.
Den danske rejsebranche har længe klaget over, at regeringen kun vurderer land som helhed på deres smittefare – ikke de enkelte regioner.
Det ville længe have betydet, at De Kanariske Øer eller Mallorca var mere sikre end det spanske hovedland.
Nu er Kanarerne også kommet op i niveau som resten af Spanien. Derfor vil kritikken nok forsvinde i denne omgang.
Spies tilbyder stadig De Kanariske Øer med rejser fra slutningen af september. Det er i et håb om, at Corona udbredelsen vil løje af i de kommende uger.
Desuden er der stor forskel på, hvor meget de enkelte øer i Kanarerne er ramt. Den ø, som Spies mest benytter, ligger lavt i forhold til naboerne.
I sidste uge stoppede Spies’ søsterselskab Ving i Norge alle sine afgange til De Kanariske Øer. Når tyskerne nu også gør det, bliver der tomt på de populære ferieøer ud for Afrikas nordvestlige kyst.
Den triste udvikling i smittetallet er en katastrofe for turistbranchen på Kanarerne, der ellers stod til åbne for alvor i den næste måned. Gran Canaria og co. er typiske rejsemål i efteråret og vinteren for kuldeskære nordboer.
På De Kanariske Øer udgør turismen 35 procent af brutto-national-produktet – altså hele øgruppens omsætning. Det er tre gange så højt som i Spanien som helhed.
Englænderne er traditionelt den største turist-gruppe for Kanarerne. Knap fem millioner tager hvert år på ferie til øerne fra Storbritannien. Tyskerne kommer ind på andenpladsen med 2,65 millioner, mens to millioner spaniere fra fastlandet kommer til De Kanariske Øer.
Tilsyneladende er det netop spanierne selv, der har slæbt Corona virussen til Kanarerne. Ifølge spanske medier skyldes den voldsomme stigning i smittetallet, at grupper af spanske uge har turet gennem Gran Canarias barer og diskoteker uden mundbind på.
Ifølge det tyske RKI institut er der kun meget få turister fra Nordeuropa, som smittes med Corona, når de er på ferierejse. De fleste inficeringer sker via de lokale beboeres private boliger, sammenkomster og fester.
Kun 1,2 procent af turisterne er smittet på hoteller eller på krydstogter. 0,5 procent har fået Corona i restauranter og 0,2 procent i busser, tog eller taxaer….
(Indledningsfoto til artiklen: Spies)
Skriv et svar