Hvem ville have troet, at store skibe en dag ville gå fra sejl til motordrift og så tilbage til sejl og vind igen?
Det er dog præcist, hvad der kan ske i de kommende år. Takket være klima-debatten og diskussionen om ocean-gående skibes forurening fra deres skorstene.
Norske Hurtigruten er f.eks. nået langt med krydstogtskibe, der sejler hybridt. Det vil sige på elektricitet et stykke af vejen og derefter på biobrændstof, når batterierne er tomme.
Scandlines eksperimenterer på sine færger med cylindriske sejl, der udnytter den såkaldte Magnus effekt. Den kan dække en del af energi-forbruget på en sejlads mellem f.eks. Danmark og Tyskland.
Mærsk, der er verdens største container rederi, har for nylig meldt ud, at det ser en stor fremtid i mere grønne energi-former i fremtidens skibe.
Nu kommer så svenske Wallenius Marine med et endnu mere gennemgribende forslag. Svenskerne vil bygge Oceanbird, der er verdens næste, fuldt vinddrevne fragtskib.
Sejlene på Oceanbird er traditionelle i den forstand, at de fungerer præcist på samme måde som dem, der sad på store master på skibe for 150 år siden.
Forskellen er, at sejlenes form er computer-optimerede til vindforholdene. De kan dreje 360 grader og ændre form, alt efter hvordan vindkraften kan udnyttes optimalt.
De nymodens sejl er heller ikke fremstillet af tekstiler som i gamle dage. De er lavet af stål og lette kulfiber materialer, der kan tåle meget højere belastninger og vindhastigheder.
Ifølge Wallenius Marine vil fremtidens fragtskib være en fiire- eller fem-master. De er udformetg som teleskoper og kan trækkes op eller i alt efter behov. I sin fulde længde er hver mast på 80 meter.
De 200 meter lange skibe vil kunne krydse Atlanten på 12 dage og have f.eks. 7.000 biler med ombord. Wallenius er nemlig verdens største rederi med speciale i biltransport.
Det er fem dage længere end et konventionelt fragtskib med diesel-motorer. Da tid er penge i skibsfart, er det et spørgsmål, om kunderne vil acceptere en langsommere transporttid mod at kunne sole sig i, at deres elbiler er fragtet fra Kina eller USA med grøn vindkraft.
Oceanbird kommer altså ikke til at slå hastigheds-rekorder, og i værste tilfælde kan skibene gå helt i stop, hvis der er vindstille.
Heldigvis vil Wallenius dog indbygge en mindre diesel- eller elmotor i sine nye fragtskibe. Den skal også bruges til at flytte skibene rundt i havne og ud på det åbne hav, hvor vinden venter….
(Indledningsfoto til artiklen: Wallenius)
Skriv et svar