Selvom mange flyselskaber reklamerer med, at nu har de betalt milliarder af kroner i kompensation til passagerer, der ikke kom på rejse på grund af Corona aflysninger, er der altså også brodne kar i branchen.
Ifølge Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vil man sende en rykker til 12 flyselskaber, der skylder danske kunder mange penge – og som endnu ikke har betalt den lovpligtige erstatning for ikke-gennemførte flyrejser.
Trafikstyrelsen har modtaget over 50 klager fra passagerer i de pågældende flyselskaber. De får nu 45 dage til at få ordnet deres mellemværender.
Betaler de stadigvæk ikke, risikerer de at blive anmeldt til politiet og slæbt for en domstol.
De 12 flyselskaber er SAS, Norwegian, Ryanair, Air France, easyJet, Lufthansa, KLM, Thai Air. Vueling, Brussels Airlines, TAP Portugal og Aegean Airlines.
Som Trends & Travel har berettet tidligere, skærpede Trafikstyrelsen sine procedurer over for flyselskaberne for tre uger siden.
Styrelsen har modtaget et stærkt stigende antsal klager fra passagerer i de senere uger. De kan ikke få deres billet-penge tilbage fra flyselskaberne, selvom der er klare EU-regler for det.
De flyselskaber, der ikke har kompenseret for modtagne krav før den 1. oktober, skal gøre det senest den 15. november. Anmodninger fra den 1. til den 15. november skal håndteres senest den 30. november. Fra den 15. november har flyselskaberne kun syv dages frist.
De skærpede regler gælder for flyrejser fra en dansk lufthavn – og som er aflyst af flyselskaberne. Reglerne dækker også flyrejser med et EU-baseret flyselskab fra et tredje-land til en dansk lufthavn….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Spiske / Unsplash)
Skriv et svar