I morges kom Norwegian ud med den triste nyhed, at flyselskabet kun havde kunnet fylde sine maskiner halvt op med passagerer i september og i øvrigt havde 90 procent færre gæster medend i samme måned for et år siden.
Senere i dag fik Norwegian meget mere at bekymre sig om. Det samme gælder for SAS og for det regionale norske flyselskab Widerø. De tre fik sig nemlig en rigtig seriøs konkurrent på det norske marked. Måske inden længe i hele Skandinavien.
Østeuropas største lavpris-selskab – Wizz Air fra Ungarn – vil nemlig etablere sin første base i Norden. Det sker ved hjælp af to Airbus A320 fly, som Wizz vil placere fast i Oslos lufthavn.
Nyheden er selvfølgelig mest interessant for nordmænd. Wizz Air vil åbne tre indenlandske ruter i Norge og lægge ud med superlave billetpriser på 199 norske kroner for en enkelt-billet. Det svarer til ca. 138 danske kroner.
Fra den 5. november vil Wizz Air dagligt flyve fra Oslo til Bergen og Tromsø. To gange om dagen går turen fra hovedstaden til Trondheim.
Wizz Airs ankomst til Norge kan imidlertid også være et signal om, at ungarerne vil sætte deres fodspor overalt i Skandinavien.
Fra Oslo er der ikke langt til Danmark, hvor Wizz Air er et kendt ansigt i Københavns og Billunds lufthavne. Herfra flyver Wizz Air til en række destinationer i Østeuropa og på Balkan.
Det næste kunne dog sagtens være, at Wizz Air – ligesom i Norge – vil begynde at flyve på de danske indenrigs-ruter.
De har hidtil været domineret af SAS og Norwegian plus et par mindre flyselskaber som DAT eller Alsie Express. Det ville være typisk Wizz Air at gå ind og drille.
Modsat de fleste andre flyselskaber har Wizz nemlig udnyttet Corona krisen til at ekspandere. Mens rivalerne har skåret ned, åbner ungarerne den ene nye rute efter den anden.
Således har Wizz Air åbnet en base (”hub”) i Abu Dhabi i Emiraterne, udvidet kraftigt i London Gatwick og i Baltikum, åbnet sin første base i Tyskland (i Dortmund) og begyndt at flyve indenrigs i Italien.
Det er ting, der generer etablerede flyselskaber som easyJet, Ryanair, Lufthansa, Eurowings, Lauda, Air Baltic eller Alitalia direkte..
Wizz Airs taktik går åbenlyst efter at lukke huller efter konkurrenter i krise. Det har vi bl.a. set med Wizz i Østrig, Wizz i Tyskland og Wizz i England. Samtidig har Wizz været dygtig til at holde vestens rivaler borte fra sin hjemmebane i Østeuropa.
Det er en dyr strategi i en tid, hvor de fleste andre flyselskaber fyrer folk, sender fly på pension og tynder ud i rute-netværket.
I den forbindelse har Wizz en stor fordel – nemlig en velpolstret tegnebog. Med sine amerikanske ejere Indigo Partners i ryggen skal Wizz Air have over 13 milliarder euro i likviditet.
Det gør ungarerne til en af Airbus’ helt store kunder. Også fordi Wizz ikke afbestiller nye fly eller skubber leveringerne af dem. Tværtimod tigger Wizz om at få ekstra A320 og A321 maskiner så hurtigt som muligt….
(Indledningsfoto til artiklen: )
Skriv et svar