(Opdateret) Det går hastigt tilbage for verdens mest kendte passagerfly – Boeing 747 Jumbo. Flere og flere flyselskaber skrotter maskinen, fordi den med sine fire jetmotorer og forældede konstruktion er urentabel at holde i drift.
Det kan så ende med, at de sidste jumboer, vi kan få at se i virkelighed og på nye tv-billeder, er den amerikanske præsidents Air Force One jumboer.
Det Hvide Hus mangler nemlig at få leveret tre special-indrettede Boeing 787-800 modeller, som skal transportere Donald Trump og hans efterfølgere rundt i verden.
I dag siger British Airways (BA) farvel til sine to sidste jumboer. De fløj her til morgen fra Heathrows lufthavn til skrotning.
De to jumboer lettede ved siden af hinanden på to startbaner i Londons største lufthavn. Det skete kl. 0830 engelsk tid – altså klokken 0930 dansk tid.
British Airways meddelte allerede i juli, at man ville tage Boeing 747 ud af drift. Selskabets allersidste jumboer står parkeret arbejdsløse i Wales og vil blive sendt til skrotning inden årets udgang.
De to sidste British Airways starter fra London foregik i dag med maskinerne, der har kendingsnumrene G-CIVB og G-CIVY.
Sidstnævnte er lakeret i den velkendte British Airways bemaling, mens G-CIVB har været brugt til at fejre flyselskabets 100 års jubilæum sidste år.
I den anledning blev flyet retro-lakeret i det design, British Airways anvendte i perioden 1974 til 1980. Flyet blev samtidig omdøbt til ”Negus” for at mindes flyselskabets designer Dick Negus.
Efter starten her til morgen fløj de to gamle jumboer til Cotsworld Airport i grevskabet Gloucestershire. Her har British Airways flere andre jumboerne stående, mens de bliver demonteret.
Briterne kan jo godt lide traditioner. Derfor overvejer BA i øjeblikket, om man ikke vil bevare G-CiVB flyet som museums-genstand i fremtiden. Flyet vil derfor ikke blive skrottet, men holdt i flot stand.
Det kunne der historisk set også være god grund til. British Airways har nemlig været en af verdens største ejere af Boeing 747 fly.
Selskabet modtog sit første 747-400 fly i juli 1989 og det sidste ti år efter. I perioder har British Airways haft 57 jumboer i drift….
(Indledningsfoto til artiklen: British Airways)
Skriv et svar