Flyselskaberne har mange ting at slås med i disse Corona tider. For nogle som f.eks. Norwegian er det en direkte overlevelses-kamp.
Passagerer, der aldrig kom ud at flyve, fordi deres afgange blev aflyst på grund af Corona, er blandt ofrene. De har meget svært ved at få deres penge tilbage, sådan som de har ret til jævnfør EU-reglerne.
Selvom de aflyste rejser til dels ligger adskillige måneder tilbage, venter de rejsende stadig på kompensationerne.
Flyselskaber trækker i langdrag og bruger alle mulige undskyldninger for at undgå at betale. Ofte ud fra den strategi, at jo længere tid der går – desto flere passagerer opgiver at jage deres penge.
I begyndelsen af oktober sagde den danske Trafik-, Bygge- og Boligstyrelse stop. Nu gad den ikke længere vente på de erstatninger, den var sat ind til at inddrive på vegne af snesevis af danske passagerer.
Trafikstyrelsen gav ganske enkelt de 12 mest genstridige flyselskaber en frist til at betale. Fristen udløber i dag den 15. november.
Kan styrelsen ikke se sine udeståender på kontoen i morgen tidlig mandag, når medarbejderne møder på kontoret, risikerer flyselskaberne at blive anmeldt til politiet.
Det var i hvert fald, hvad Trafikstyrelsen truede med for halvanden måned siden. Lad os se, om det kun er trusler eller også bliver ført ud i livet.
SAS er således et af de 12 flyselskaber, der mangler at betale. Det kan selskabet ikke nå at indfrie, indrømmer SAS i flere medier.
Hvad gør Trafikstyrelsen så? Trafikstyrelsen er en statslig institution, og den danske stat er en af SAS’ tre store aktionærer og ejere. Lidt af en prekær situation.
Kravene fra styrelsen er ellers klare nok. Alle anmodninger om erstatninger og refusioner, som flyselskaberne modtog inden den 1. oktober, skal være opfyldt senest den 15. november.
I virkeligheden har Trafikstyrelsen allerede vist stor langmodighed. Følger man EU’s regler til punkt og prikke, skal flybilletter refunderes inden syv dage efter den aflyste afgang.
Ud over SAS var de 12 flyselskaber, der fik den skrappe rykker den 2. oktober, Aegean Airlines, Air France, Brussels Airlines, easyJet, KLM, Lufthansa, Norwegian, Ryanair, TAP Portugal, Thai Airways og Vueling.
Det bliver spændende at se i morgen, hvor mange af synderne der har betalt – og hvor mange der må forvente, at politiet banker på døren….
(Indledningsfoto til artiklen: Gerd Altmann / Pixabay)
Skriv et svar