Emirates – flyselskabet med de mange Airbus kæmpefly fra Dubai – er det mest COVID-sikre at rejse med.
Det viser det netop offentliggjorte ”Safe Travel Barometer”, hvor et panel af eksperter fra sundhed, sikkerhed og luftfart har bedømt 230 flyselskaber på deres tiltag i forbindelse med Corona pandemien.
Emirates placerer sig lige foran to andre flyselskaber fra den arabiske halvø – nemlig Etihad og Qatar Airways.
Det første europæiske flyselskab dukker først op på en sjetteplads. Det er Air France. Amerikanerne lander lige efter med Delta Air Lines.
Meget skuffende kan man først finde SAS helt nede på plads 91 af 230 mulige. SAS ligger lige foran Ryanair (93. position) og Finnair (94), men efter f.eks. Air Greenland (82) og easyJet (78).
Længere nede i den tunge ende, hvor flyselskaberne ikke tager Corona sikring af deres passagerer så helt alvorligt, finder vi f.eks. hastigt ekspanderende Wizz Air på plads 143 og Norwegian i 172. position.
Værst af alle er ExpressJet Airlines og SkyWest Airlines. Det er to regionale flyselskaber fra USA, der åbenbart ikke gør noget som helst i anledning af COVID-19 virusset.
Men tilbage til toppen. Det er heroppe, at man som passager kan være sikker på, at flyselskaberne gør en stor indsats i disse Corona tider.
Safe Travel Barometer har en topscore på fem points. Emirates er tættest på med 4,4. Det beviser, at også dette flyselskab har plads til forbedringer.
Den såkaldte ”Safe Travel Score” bygger på bedømmelser af alt fra Corona sikkerheds-rutiner, de rejsendes komfort, hygiejne standarder, rengøring af fly og graden af ekstra service, som de enkelte flyselskaber har iværksat.
Barometret måler lige fra passagerernes afhentning i f.eks. limousiner eller bus, over check-in, ophold ombord og de procedurer, de rejsende mødes med ved ankomst på destinationen.
Emirates var f.eks. blandt de første flyselskaber, der indførte gratis Corona forsikring til sine passagerer. Forsikringne dækker både lægehjælp og omkostninger ved karantæne, hvis man diagnosticeres med COVID-19, mens man er væk hjemmefra.
Her er Safe Travel Barometers Top-10 over de mest Corona-sikre flyselskaber lige nu:
- Emirates – 4,4 points
- Etihad – 4,3
- Qatar Airways – 4,2
- Singapore Airlines – 4,1
- Vistara (Indien) – 4,1
- Air France – 4,1
- Delta Air Lines – 4,1
- Air China – 4,1
- Lufthansa – 4,1
- Iberia – 4,1 points
I kan se hele vurderingslisten med 230 flyselskaber via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: Emirates)
Skriv et svar