Corona har påvirket et og alt i de seneste ni måneder. Også i rejsebranchen, hvor det bliver spændende at se, hvem og hvor mange der overlever på den anden side af pandemien.
I mellemtiden kan man forundres over at se, hvordan normale ranglister vendes op og ned. De store i luftfarten ligger f.eks. ikke længere i toppen, og de store penge hentes hjem på andre ting end passagerer.
Flyvelederne og computerne i Eurocontrol ved bedre end nogen andre, hvad der foregår i luftrummet over Europa. Eller måske snarere hvor tom himlen er i disse dage – sammenlignet med samme tidsrum for et år siden.
De seneste nye opgørelser fra Eurocontrol viser f.eks, at det næst-travleste flyselskab i Europa slet ikke rejser med mennesker, men med pakker.
Pakke-tjenesten DHL Express er for anden gang i sin historie landet på en andenplads. Første gang var i maj, hvor Corona også hærgede for fuldt blus.
Kun Turkish Airlines var mere aktiv i den seneste nye Eurocontrol måling, der blev foretaget den 2. december. Turkish flyver i høj grad også med cargo og fragt i denne tid.
Sjovt nok kom det lille norske regional-selskab Widerøe ind på en europæisk tredjeplads. Ikke færre end 295 afgange havde Widerøe i onsdags. Flere end normalt langt større flyselskaber som SAS, Lufthansa, Norwegian eller Air France.
Her er fem mest travle flyselskaber i Europa i øjeblikket – målt den 2. december 2020::
- Turkish Airlines – 580 afgange
- DHL Express – 305
- Widerøe – 295
- Ryanair – 251
- KLM – 250 afgange
Til sammenligning havde British Airways kun 86 fly i luften, hvilket rakte til en 19. plads i Europa. EasyJet lå meget længere nede med 35 afgange – 52. pladsen.
Alt i alt registrerede Eurocontrol 9.809 flyvninger over Europa den2. december. Det svarer 36 procent af niveauet på samme dato for et år siden.
I hele november lå fly-aktiviteten 62 procent under samme måned i 2019. December ventes at blive bedre på grund af jul og nytår….
(Indledningsfoto til artiklen: Bilal El Daou)
Skriv et svar