Nu er det selvfølgelig ikke lige tidspunktet at tænke i trafikmidler, man vil bruge, når man rejser i udlandet. På ferie eller forretning. Lige for tiden har vi slet ikke lov til at bevæge os uden for de danske landegrænser.
Ikke desto mindre er det årstiden, hvor vi får nye statistikker over alle mulige rejse-relaterede ting:
Hvilket flyselskab var det bedste i 2020? Hvilke lande blev overrendt af turister og hvilke glemt? Eller i hvilken storby er trafikkøerne længst og mest udbredte?
Den sidstnævnte kan jeg servicere med i dag. Den kommer fra GPS-specialisten TomTom, der hvert år undersøger trafik-tætheden i 416 storbyer i 57 lande verden over.
TomToms årlige ”Traffic Index” giver et godt billede af, hvilke storbyer man skal holde sig fra, hvis man vil køre rundt i dem med bil eller bus.
I så fald skal man holde sig meget laaaangt fra Moskva i Rusland, Mumbai i Indien, Bogota i Colombia og Manila i Filippinerne. I disse fire storbyer er der trafikkøer i over 53 procent af døgnet.
Til sammenligning ligger København helt nede på en plads som nummer 249 i verden. I den danske hovedstad er der kun trafikkøer 18 procent af dagen, selvom mange københavnske bilister nok ville mene, at trafik-propperne er der meget oftere.
Ifølge TomTom er trafikken faktisk værre i Aarhus. 20 procent køer har Danmarks næststørste by, hvilket placerer den på 207. position på globalt plan.
Den netop offentliggjorte analyse afslører også, at Corona pandemien har ændret voldsomt på trafik-belastningen i verdens storbyer.
Faktisk har TomTom aldrig nogensinde før registreret så stærke dyk i trafikken i de efterhånden mange år, som det hollandske firma har lavet sine statistikker.
Således melder 387 af de 416 målte storbyer om en betydelig nedgang i trafik-tætheden. Faktist 21 procent i gennemsnit. I myldretiderne er faldet sågar 28 procent.
Kun 13 procent af storbyerne oplevede en stigning i deres vejtrafik. Den kan så tages som en indikator for, at økonomien går godt. Præcist modsat med de store nedgange.
TomTom ser en positiv mulighed for at forbedre klima, forurening og sikkerhed, hvis de lokale regeringer og bystyrker husker at kigge på trafiktallene før og under Corona.
Flere mennesker, der jobber hjemmefra, giver ikke kun mindre trafik på gader og veje. De kan også betyde mere fleksible arbejdstider, så ikke alle skal køre ind til og ud ad bycentrum på samme tid….
(Indledningsfoto: Iwona Castiello d’Antonio / Unsplash)
Skriv et svar