Det er ikke kun de danske lufthavne med København i spidsen, der kan kigge tilbage på et katastrofalt 2020. Det går bestemt ikke meget bedre for flyvepladser andre steder i Europa.
Her til morgen melder Tysklands største lufthavn i Frankfurt, at den mistede 73,4 procent af sine forventede passagerer sidste år. Det er helt på linie med København, hvor nedgangen var 75 procent.
Kun 18,8 millioner rejste til eller fra Frankfurt Airport i 2020. I december var det 892.000, hvilket er 81,7 procent færre end i samme måned året før.
Passagertallet svarede til det, Frankfurts lufhavn havde for 36 år siden – i 1984. I København skulle man endnu længere tilbage for at finde så få rejsende – nemlig i 1975.
Mens passagererne svigtede sidste år, gik det meget bedre for Frankfurts cargo-forretning:
I december gik fragt-mængden sågar 8,9 procent frem. Til 182.768 tons. I hele 2020 faldt cargo dog med 8,5 procent til 1,9 millioner tons.
Frankfurt regner med en forbedring i andet halvår af 2021, men tilbage til rekordåret 2019 kommer lufthavnen langt fra. Måske når den op på mellem 35 og 45 procent af niveauet fra forrige år….
(Indledningsfoto til artiklen: Fraport)
Skriv et svar