(Opdateret) Kun en dag, efter at EU’s regeringschefer blev enige om at ensrette reglerne for Corona tests i hele Europa, sørger Emiraterne og Dubai for at skabe stor tvivl om test-procedurers effektivitet og grundighed.
55 danskere på ferie eller arbejde i Dubai har oplevet sjusk ved Corona tests og er kommet til Danmark med virussen i kroppen, selvom de arabiske testfolk, sagde at de var virusfri
Klager fra flere Dubai rejsende fik straks de danske myndigheder til at lukke alle flyvninger fra Dubai til København. Forbuddet gjaldt fra fredag aften, mens Emirates fly stadig må lette med passagerer fra København til Dubai.
Det fik repræsentanter fra den danske rejsebranche til at tale om en overreaktion, hvilket er en meget dum kommentar.
Netop den danske rejseverden, der ellers har været meget loyal over for regeringens rejse-anbefalinger, burde ellers være den første til at fordømme sjusk i Corona bekæmpelsen.
Hver eneste fejl i f.eks. test-procedurer og fejl vil øge danskernes usikkerhed og angst for at rejse til udlandet.
Transportminister Benny Engelbrecht uddyber i dag, hvorfor Danmark har indført forbud mod flyrejser til og fra Dubai:
”Nogle af de efterretninger, vi har, er, at test i Dubai bliver taget med en let berøring af næsen. Det kan ikke give tilstrækkeligt med sikkerhed for, at man er positiv eller negativ,” fortæller ministeren.
”Selv når folk så gør opmærksom på det, bliver de afvist af de lokale sundhedspersoner, der foretager testene,” fortsætter han.
Ifølge Forenede Arabiske Emiraters udenrigsministerium er man i kontakt med de danske myndigheder om problemet.
Flyveforbuddet gælder fra sidste nat og foreløbig i fem dage. Indtil de danske myndigheder har vished for, at der ikke bliver sjusket med de tests, der bliver lavet og at der ikke kan købes falske tests.
De danske anklager om sjusk kommer lige oven i diskussionen om danske kendisser, sportsfolk og influenceres luksus-rejse til Dubai – betalt og lønnet af Emiraterne.
Kendissernes ferierejse til sol og varme på den arabiske halvø førte til livlige diskussioner på tv og i de sociale medier. Mange mener, at netop denne type mennesker, som mange opfatter som deres idoler, burde stå frem med et godt eksempel frem for at håne de tusinder af danskere, der bliver hjemme på grund af de danske myndigheders rejse-anbefalinger.
Danskere i Dubai er dog ikke helt låst fra at komme hjem;
De kan ganske vist ikke rejse direkte til København som planlagt, fordi flyruten er lukket i øjeblikket. I stedet kan de tage fen omvej via en anden lufthavn i EU, hvor der forhåbentligt kan tages en mere troværdig Corona test.
Som bekendt har Danmark lukket sine grænser for tiden. Det betyder, at rejsende fra udlandet skal fremvise en negativ Corona test ved ankomst. Desuden skal de gå i frivillig isolation i mindst ti dage og få foretaget nye tests i Danmark.
For et par dage siden kunne Trends & Travel også fortælle om et rejsebureau, der ville lokke rige briter på en luksus-rejse til Dubai eller Indien, hvor en eller to Corona vacciner var en del af turen….
(Indledningsfoto til artiklen: Emirates)
Skriv et svar