Det seneste nye påfund fra den britiske multi-iværksætter Sir Richard Branson var at hoppe ombord i krydstogter.
Ligesom f.eks. Disney koncernen så Branson en stor chance i at markedsføre sine andre aktiviteter til et publikum, der nød en afslappet ferie til søs i f.eks. Karibien.
Her ejer Branson såmænd også en egen paradis-ø, som krydstogtskibene kunne besøge på særligt udvalgte sejladser for VIP-gæster.
Virgin Voyages første skib – Scarlet Lady – fik en ret beskeden debut til søs i foråret 2020, men allerede kort efter måtte det lægge til kajs på grund af Corona pandemien.
Ligesom resten af krydstogt branchen har Virgin Voyages ligget underdrejet siden da uden at kunne komme med en præcis dato på, hvornår de første sejladser kan genoptages.
Branson og co. regner dog med, at det vil ske her til foråret eller sommer. Derfor har Virgin Voyages lanceret en særlig “Shiploads of Love” kampagne, der indledes i dag på Valentinsdag.
Planen er, at Virgin vil forælre 2.201 krydstogt-rejser væk i løbet af det kommende år. I første fase, som starter lige nu, er der 1.000 billetter at vinde til en tur med Scarlet Lady.
Eneste ”aber dabei” er imidlertid, at man ikke selv kan vinde rejsen. I stedet skal man nominere end anden person, der fortjener et krydstogt i præmie.
”Detter projekt skal være en hyldest til dem, der har haft stor betydning for vores liv på en meningsfuld måde,” skriver Virgin Voyages i en pressemeddelelse.
”Ingen god gerning er for lille, og ingen god medborger må overses. Vi vil give de mennesker en præmie, som har vist, at deres omsorg har gjort verden til et lidt bedre sted at leve,” fortsætter rederiet.
For at deltage skal man uploade en lille video til Virgin Voyages hjemmeside, hvor man præsenterer og begrunder sin nominering. Deadline for indsendelse er den 16. marts 2021.
Virgin opfordrer samtidig deltagerne til at dele deres taknemmelighed for den bestemte person ved at fortælle deres historie i de sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter.
Kan rederiets dommer-komité lide disse indlæg, kan der vanke ekstra gaver og sjove give-aways til både de nominerede og dem, der nominerer.
Virgins første skib Scarlet Lady blev leveret fra værftet i dag for præcist et år siden. Da var det meningen, at skibet skulle overraske og puste nyt liv i den efterhånden lidt stillestående krydstogt branche.
Typisk for Sir Richard Branson og hans baggrund fra musikbranchen skulle verdenskendte pop- og rockmusikere optræde på Scarlet Lady.
Skibets suiter er indrettet med store stereoanlæg og memorabilia fra kunstnere som f.eks. guitarer, trommer, originale t-shirts osv.
Som første krydstogtskib har Scarlet Lady også en rigtig pladeshop ombord, hvor man kan købe både nye og sjældne vinylskiver.
Desuden rummer skibet en professionel make-up tattoo salon, hvor passagerer kan få stukket en tatovering ligesom fortidens søfolk.
For Sir Richard Branson er Virgin Voyages kun ét af mange projekter i rejsebranchen:
Branson har f.eks. Virgin flyselskaber i Storbritannien og Australien, togselskaber i England, Hyperloop fremtidstog i USA og Virgin Galactic, der udvikler fremtidens rum-turisme….
(Indledningsfoto til artiklen: Virgin Voyages)
Skriv et svar