I disse Corona tider er der flest triste historier at skrive: Nye rejse-restriktioner, luknings-truede rejsebureauer, tomme lufthavne og flyselskaber, der ikke kan sende deres maskiner på vingerne.
Ind imellem dukker der heldigvis en positiv nyhed op, der oven i købet drejer sig om rejseglade danskere. De er nemlig de mest optimistiske skandinaver, viser en ny undersøgelse fra dele-bolig-portalen Airbnb:
Otte af ti danskere – 81 procent – mener nemlig, at turismen vil spille en vigtig rolle for den økonomiske genrejsning efter Corona.
De tilsvarende tal for Sverige er 72 procent og for Norge 68 procent. De viser, at der er generel optimisme at spore på turist-industriens vegne på tværs af de skandinaviske lande.
Endnu mere interessant er svarene på et andet spørgsmål i Airbnb’s nye analyse:
Her fortæller 56 procent af danskerne, at de er blevet mere positivt indstillet over for turisme, mens Corona pandemien har stået på.
Igen ligger danskerne langt over nabolandene i denne glædelige tendens. Hos svenskerne siger nemlig kun 48 procent det samme. I Norge er det 43 procent.
Forklaringen skal måske søges i en international trend:
En tilsvarende Airbnb undersøgelse fra USA viser, at amerikanerne har savnet rejser allermest i 2020. Trygge og sikre besøg hos familie og venner står højest på agendaen. 24 procent af amerikanerne føler sig ensomme og tomme uden rejser.
Airbnb’s grundlægger og topchef Brian Chesky forudser, at Corona oplevelsen vil ændre folks holdning til rejser. Pandemien kan blive et opgør med masse-turismen:
”Når folk føler sig trygge nok til at rejse igen, vil de straks gøre det. Men rejser vil blive en modvægt til følelsen af isolation,” forklarer han.
”Folk savner generelt ikke seværdigheder, shuttle busser, lange køer og overfyldte hotellobbyer. Masseturisme er egentlig bare en anderledes form for isolation. Man er anonym og bliver ført rundt sammen med andre rejsende uden rigtigt at opleve befolkningen og kulturen,” fortsætter Airbnb bossen.
Chesky siger samtidig, at folk fremover vil have det ud af turismen, som vi er blevet berøvet for under pandemien – nemlig meningsfuldt samvær med vores familie og venner.
Her er nogle af de danske svar i Airbnb’s nye rundspørge:
”I hvilken grad tror du, at turisme vil blive en vigtig del af den økonomiske genopretning efter påvirkningerne fra Covid-19?
- Det vil helt sikkert blive vigtigt – 43 procent
- Det vil sandsynligvis blive vigtigt – 38 procent
- Det bliver sandsynligvis ikke vigtigt – 11 procent
- Det bliver helt sikkert ikke vigtigt – 2 procent
”Hvilke af de følgende er lige nu de vigtigste udfordringer i din by og i samfundet generelt?” (mulighed for at vælge flere svar)
- Samfundets sikkerhed og sundhed med relation til Covid-19 – 42 procent
- Global opvarmning og andre klima emner – 39 procent
- Samfundet sikkerhed med relation til kriminalitet – 34 procent
- Job og økonomi – 33 procent
Airbnb har ladet analyse-instituttet Decode M foretage rundspørget, der omfatter 753 respondenter i København, Stockholm og Oslo. Undersøgelsen er gennemført i december og januar….
(Indledningsfoto til artiklen: Airbnb)
Skriv et svar