Selvom Boeing flyver fra den ene kedelige overskrift til den næste, ser det faktisk ud til, at forretningerne går bedre hos USA’s største flyfabrikant.
Mens ærkerivalen Airbus måtte notere en februar med langt flere afbestillinger af fly end ordrer på nye, har Boeing det præcist omvendt.
For første gang siden november 2019 kan Boeing nemlig fortælle, at regnskabet er positivt, når det gælder afsætning af nye passagerfly.
I februar modtog Boeing således 82 bestillinger på nye fly, mens der kun kom 51 ordre-annulleringer. Det giver et plus på 31 på bundlinien. Hos Airbus viste de tilsvarende februar tal nye ordrer op 11 fly mod 92 afbestillinger.
Fremgangen hos Boeing skyldes først og fremmest, at 737 Max modellen har fået start-tilladelse igen efter to år på jorden som følge af to fatale flystyrt.
Start-tilladelsen har givet flyselskaberne ny tiltro i Max modellen. Den 26. februar bestilte United Airlines 25 ekstra styk 737 Max.
Samtidig nyder Boeing godt af, at fabrikken nu kan aflevere Max maskiner til flyselskaberne. De har ellers i månedsvis stået parkeret hos Boeing eller på lejede pladser i forladte lufthavne. I februar kunne Boeing således sende 22 maskiner til sine kunder.
I øvrigt skyldes det store minus hos Airbus skyldes primært Norwegian, der fik lov til at strege ordrer på 88 maskiner. Boeing nævner ikke Norwegian, selvom den amerikanske fabrikant har tilsvarende problemer med det kriseramte norske flyselskab.
Norwegian har krævet at kunne droppe bestillinger på 97 nye Boeing maskiner. DFe optræder dog stadig i Boeings regnskaber og skal vel streges på et eller andet tidspunkt….
(Indledningsfoto til artiklen: United Airlines)
Skriv et svar