SAS havde ikke nogen problemer med at finde påskeæggene i år. Påskeferien i slutningen af marts var nemlig med til at redde en ellers trist måned for det skandinaviske flyselskab.
310.000 passagerer fløj med SAS i marts. Det var 40 procent flere end i februar, men 70 procent færre end i marts 2020. Med andre ord er der lang vej, før man kan tale om normale tilstande hos flyselskabet.
Langt de fleste passagerer brugte SAS til indenlandske flyveture. Her var nedgangen kun 41,3 procent i forhold til marts sidste år.
Helt katastrofalt så det til gengæld ud på de interkontinentale ruter til USA og Asien. Her havde passagertallet et minus på 92,3 procent.
Når SAS fortsat sender sine Airbus A330 og A350 maskiner i luften på de lange ruter, skyldes det ikke stor efterspørgslen fra passagerer. SAS gør det, fordi der er gode penge i luftfragt.
”Udviklingen i de kommende måneders lufttrafik er fuldstændig afhængig af, hvordan udrulningen af Corona vacciner forløber. De er afgørende for, at rejse-restriktioner kan lettes og koordineres mellem lande og regioner,” forklarer SAS’ topchef Rickard Gustafson.
(Indledningsfoto til artiklen: SAS / Facebook)
Skriv et svar