Kunne du tænke dig at tjene penge, mens du er på sommerferie?
Bare roligt. Du skal ikke stå i den lokal isbod, køre taxa eller sidde med din laptop døgnet rundt for at spekulere i aktier eller valuta.
Næhh – på Malta kan man score gode penge, hvis man rejser ned til Middelhavs-øen i juni og booker sig ind på en række navngivne hoteller.
Bestiller man f.eks. tre nætter på et tre-stjernet hotel på Malta, får man 50 euro eller ca. 370 kroner retur fra øens regering. Foretrækker man tre nætter på fire stjerner, vanker der en bonus på 75 euro – ca. 560 kroner. Og flotter man sig med et fem-stjernet hotel, er der 100 euro at hente.
Ideen kommer fra Maltas nationale turistbureau, der håber at tyvstarte sommer-sæsonen med at lokke individuelle rejsende til eller små familier til øen. Ligesom alle andre ferie-destinationer i og omkring Middelhavet har Malta været hårdt ramt af Coronas rejse-restriktioner.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters lover Maltas turist-minister Clayton Bartolo, at der sågar er dobbelt-op i penge at hente:
De fleste hoteller på øen vil give et tilsvarende beløb i rabat til udenlandske besøgende. Med andre ord tjener man 200 euro på at bo fem-stjernet i tre nætter.
Er man så også villig til at bo på hotel på Maltas lille side-ø Gozo, kan man få yderligere 10 procent i bonus. Med andre ord skal man næsten have lommeregneren frem nu.
Maltas regering har afsat 3,5 millioner euro til projektet. Til gengæld håber øen, at over 35.000 mennesker vil besøge øen i juni.
Lige nu er Malta delvist nedlukket. Folkeskoler, børnehaver og vuggestuer er dog genåbnet. Desuden kan pårørende igen besøge plejehjem.
Butikker, barer og restauranter ventes først at åbne igen mandag den 26. april. Samme dag må grupper af op til fire mennesker igen mødes.
Den helt store dato for Malta bliver imidlertid den 1. juni. På den dag kan turister igen besøge øen helt officielt. Derfor er det også datoen, hvor rabat-lokkemaden starter.
Turister er utroligt vigtige for Malta. De udgør 27 procent af landets brutto-national-produkt. I 2019 fik øen besøg af 27 millioner turister. I 2020 faldt dette tal med 80 procent på grund af Corona krisen.
42 procent af Maltas voksne befolkning har modtaget første Corona vaccine. Det er den højeste procent i EU. Knap 15 procent er fuldt vaccinerede….
(Indledningsfoto til artiklen: Christophe Faugere / Pexels)
Skriv et svar