Sidste efterår blev den berømte Oktoberfest i München aflyst på grund af Corona pandemien. Det betød, at millioner af mennesker ikke fik slukket deres tørst i store ølglas.
Med Tysklands meget stramme Corona restriktioner er der også risiko for, at den bayerske hovedstad må sige farvel til verdens største byfest igen i år.
Den chance vil Dubai udnytte. I stedet for at tage til ”Wiesn” i München skal man besøge øltelte og lytte til schlagermusik midt i ørkenen på den arabiske halvø.
Dubai samler sædvanligvis på superlativer. Det vil naturligvis også være tilfældet med Oktoberfest 2021:
Eventet skal således lægges nær Dubais Marina – se artiklens indledningsfoto. Festen får 620 udstillere, der spreder sig på 400.000 kvadratmeter og 32 store øltelte. Dubai kan så reklamere med verdens længste øldisk og verdens største ølglas.
Desuden varer Oktoberfest i ørkenen ikke kun 14 dage som den originale i Bayer, men i et halvt år. Hver dag fra klokken 12 til midnat.
Ifølge den store tyske avis ”Bild” er Oktoberfest i Dubai endnu ikke 100 procent planlagt. På den anden side har araberne allerede hentet ekspert-hjælp fra Tyskland. Desuden har Dubai lagt en egen webside for arrangementet på internet.
Ølfesten skal foregå parallelt med den første Expo verdens-udstilling, der holdes i den arabiske del af verden.
Den åbner i oktober og skal vare frem til marts næste år. 190 lande udstiller under fællestitlen ”Connecting Minds, Creating the Future.”
Regeringen i de Forenede Arabiske Emirater understreger, at Oktoberfesten vil blive afviklet med de ”nyeste hygiejne koncepter og sikkerheds-standarder.”
Omkring halvdelen af Emiraternes befolkning er blevet vaccineret mod Corona. Hvilke krav, besøgende skal opfylde for at komme til Expo 2021 og Oktoberfest i Dubai er endnu ikke offentliggjort i detaljer.
Normalt må man ikke drikke spiritus eller gå beruset rundt i det offentlige rum i Emiraterne, men det vil Dubai se bort fra under Oktoberfesten.
Stærkt berusede Oktoberfest gæster vil blive isoleret i separate telte, så de kan nå at blive ædru inden hjemrejsen. Desuden vil gæster blive kørt direkte til deres hoteller med gratis shuttle busser.
De arabiske arrangører håber på fire millioner gæster til verdens største byfest. Det er noget færre, end München plejer at kunne prale af. I 2019 besøgte 6,3 millioner mennesker de enorme øltelte. De fleste klædt ud i korte Lederhosen til herrerne og Dirndl til kvinderne….
(Indledningsfoto til artiklen: Ian Watts / Pixabay)
Skriv et svar