Danmark kommer ind på en respektabel andenplads, når turister skal vurdere, hvilke nord-europæiske lande der har den mest ansvarlige tilgang til Corona.
Kun Norge placerer sig foran Danmark, viser en ny analyse, som VisitDanmark har bedt Epinion gennemføre i otte lande.
Ifølge undersøgelsen siger to af tre nordmænd, at håndteringen af Corona er afgørende for deres rejselyst til en ferie-destination her til sommer.
Knap halvdelen af tyskerne og hollænderne siger det samme, mens det er godt 40 procent hos svenskerne.
Analysen afslører også, at der på nuværende tidspunkt er markant færre tyskere, svenskere og nordmænd, der har planer om ferie med overnatning i 2021, end der var før pandemien sidste år. Hollænderne ligger på samme niveau som før Corona krisen.
VisitDanmark, der er vores nationale turistbureau, mener, at undersøgelsens resultater giver et godt afsæt for at tiltrække turister til Danmark, når rejse-restriktionerne lempes:
”Siden Corona krisen brød ud, har det været en prioritet for regeringen at sikre danskerne tryghed. Derfor er jeg glad for, at omverdenen anerkender den danske krise-håndtering,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.
”Tryghed og tillid er vigtige parametre under en sundhedskrise. Det vil det også være for de mange turister, som igen skal krydse grænserne,” fortsætter han.
VisitDenmark har på baggrund af analysen samlet nogle gode råd i forhold til, hvordan de danske turist-destinationer håndterer Corona:
- Kommunikér tydeligt, at der er god plads på destinationen
- Gør det nemt at booke og afbestille med kort frist
- Stil rigeligt med håndsprit frem
- Husk også den gode feriestemning, når I kommunikerer retningslinjer for Covid-19
Analytikerne fra Epinion har gennemført 5.384 interviews i bl.a. Tyskland, Holland, Norge og Sverige….
(Indledningsfoto til artiklen: Dev Asangbam / Unsplash)
Skriv et svar