Diskussionen om, hvor meget passager- og fragtfly belaster jordens atmosfære med CO2 og andre drivhus-gasser skal nok blusse op igen i de kommende måneder, når flyselskaber og -fabrikanter kan tænke på andet end deres comeback fra halvandet år med Corona.
To nye analyser stiller nemlig spørgsmålstegn ved flyselskabernes påstand om, at de kun er skyld i omkring to procent af de globale CO₂ udslip på denne jord.
Den ene undersøgelse, som EU står bag, hævder nemlig, at flyenes påvirkning er langt højere. Snarere mellem fem og otte procent af alle CO₂ udslip.
Den anden analyse beviser entydigt, at ”kondens-striberne på himlen fra flyenes motorer skaber ekstra cirrus-skyer og derfor har indflydelse på jordens klima-opvarmning.”
Den konklusion kommer forskere fra Leipzig, London og Paris, der har studeret forskellene i luften over os før og under Corona pandemien.
Men tilbage til den første analyse, der har titlen ”2021 European Mobility Atlas”. Den afslører bl.a, at man kan spare 700 kilo CO₂, hvis man dropper en tur/retur flyvning mellem Berlin og Rom.
Meget mere skåner man atmosfæren for, når man undlader at flyve long distance mellem f.eks. Madrid og Rio de Janeiro. Det giver en effekt på 5.100 kilo CO₂.
Til sammenligning sparer man 2.000 kilo CO₂ ved at holde op med at køre benzin- eller diesel-drevet personbil i et helt år. Eller 300 kilo, hvis man vælger at købe sit tøj brugt fremfor nyt.
Forskerne fra Leipzig Universität, Imperial College i London og Institute Pierre-Simon Laplace i Paris har offentliggjort deres måleresultater i det ansete media ”Environmental Research Letters”:
De fortæller, at antallet af cirrus-skyer er faldet med ni procent i den periode, hvor de fleste fly måtte blive på jorden på grund af den globale lockdown af den civile luftfart. Desuden var skyerne to procent mindre tætte end normalt.
Cirrus er højt placerede og tynde skyer, der kun i mindre grad reflekterer solens stråler tilbage til universet. Samtidig forhindrer de jordens egen varme-udstråling.
Ifølge forskerne kan flyenes kondens-striber holde sig i luften igennem længere tid og dermed være med til at udbrede større cirrus-skyer.
Forskerne mener, at klima-opvarmningen som følge af skyerne kan lindres eller måske undgås helt, hvis flyruter blev lagt om. Især bør man forhindre korridorer, hvor mange fly klumper sig sammen….
(Indledningsfoto til artiklen; Geralt / Pixabay)
Skriv et svar