I Danmark er de lysegrønne fjernbusser fra Flixbus et velkendt syn. Svenskerne har for nykug fået deres første private Flixtrain mellem Göteborg og Stockholm Og på hjemmebanen i Tyskland gen-åbner Flixtrain nu togruter til 40 byer efter en pause under Corona.
Dermed får den danske pendant til DSB – Deutsche Bahn – igen sin store rival på skinner. I Tyskland konkurrerer Flixtrain bl.a. på nogle af de mest populære togruter mellem storbyerne.
Størst opmærksomhed vækker en ny nattogs-forbindelse mellem Hamborg, Berlin og München, som Flixtrain åbner den 17. juni.
Flixtrain følger dermed i hælene på planer om europæiske nattog, som de statslige jernbane-selskaber fra Tyskland, Østrig og Schweiz har iværksat.
De nye nattog fra Flixtrain kører op til to gange i døgnet. De starter kl. 19.49 i Hamborg, kører mod Berlin og dernæst til München.
Toget fra München starter kl. 23.54, hvilket betyder, at rejsende ankommer til Hamborg kl. 10:09. Mellemstop inkluderer Leipzig, Jena, Bamberg, Nürnberg og Augsburg.
Efter den ufrivillige pause dukker de lysegrønne tog nu op på dobbelt så mange ruter som før Corona. 15 byer inklusive München er for første gang del af Flixtrain netværket. Blandt de nye Flixtrain ruter kan nævnes Hamborg-Berlin og München-Frankfurt.
Flixtrain – og for den sags skyld også Flixbus – sammenlignes ofte med luftfartens Ryanair, easyJet og Wizz Air. Det betyder billige billetter på populære ruter, hvor der altid er mange kunder.
Tysk Turist Informations chef i Danmark – Bo Schou Lauridsen – hilser det nye Flixtrain initiativ velkommen:
”Togtrafik er for alvor kommet i vælten, og det er fint, at så mange tyske byer får alternative transport løsninger. Vi hylder konkurrence i alle sammenhænge. Den kan kun komme forbrugeren til gode, når det gælder kvalitet og prisniveau på hele tognettet”.
(Indledningsfoto til artiklen: FlixMobility)
Skriv et svar