Kina har en ambition om at være først og størst i alle ting. Det gælder ikke mindst i elektronik, sport og lufttrafik.
I mobiltelefoner er Kina allerede en klar nummer ét. Hvordan placeringen er i idræt, kan vi se, når OL i Tokyo åbner om et par uger.
Kinesernes planer i civil lufttrafik fik vi demonstreret i går, da den nye Chengdu Tianfu International Airport blev åbnet i Sichuan provinsen i den sydvestlige del af landet.
Den er Kinas 241. lufthavn med international klasse. Senest i 2035 vil kineserne have 400 af slagsen.
Den splinternye lufthavn skal i første etape kunne håndtere 60 millioner passagerer om året. Senere kan den udbygges til 120 millioner i sine to terminal-bygninger på tilsammen 710.000 kvadratmeter.
Til sammenligning har Europas største – Heathrow i London – 80 millioner, og ønskeplanerne for København ligger på 40 millioner engang i fremtiden.
Chengdu, der er mest berømt for sine panda bjørne, kan nu prale af at være den tredje kinesiske million metropol med to egne lufthavne af international klasse. De to andre er Beijing og Shanghai.
Den nye lufthavn bliver en vigtig international central for store Air Chinas ruter. Den første afgang fra Tianfu tog imidlertid Sichuan Airlines, hvis fly til Beijing afgik i går søndag formiddag.
Det har kostet 70 milliarder kroner at bygge den lufthavn, der har tre start- og landingsbaner. Den er hypermoderne indrettet og den første lufthavn i verden, der har væg-til-væg 5G mobiltelefoni. Den har Kinas telegigant Huawei leveret.
I Tianfus terminaler står også automater med ansigts-genkendelse til selv-check-in. Gates er automatiske og ofte uden personale, og passagerer hjælpes rundt i lufthavnen af kunstigt intelligente robotter.
Som nævnt er Sichuan provinsen mest kendt som hjemsted for panda bjørnene. Desuden er Sichuan kendt for sit stærkt krydrede køkken og sin smukke natur, der gør området til en af Kinas vigtigste turist-magneter.
Modsat Europas og USA’s luftfart er Kina helt oppe på vingerne igen. I april var Kinas indenrigs lufttrafik således 6,8 procent højere end i april 2019 – før Corona. Den internationale lufttrafik er dog stadig meget begrænset….
(Indledningsfoto til artiklen: Sid Balanchandran / Unsplash)
Skriv et svar