Danskerne efterlyser bæredygtige ferieformer inklusive hoteller, der gør noget ekstra for at få en grøn og klimarigtig profil.
Det er der mange hoteller, som reklamerer med. Nu er de blevet kigget efter i sømmene for at tjekke, om løfter holder i virkeligheden.
I samarbejde med Klimascore.com og Danish Business Travel Association (DBTA) har den store rejse-søgemaskine momondo kåret landets grønneste hoteller.
Det blev Scandic Aarhus City, der tog titlen som Danmarks mest klimarigtige. Derudover har de tre dommere også udvalgt otte regionale vindere.
Den nye momondo Climate Award gives til de hoteller eller konferencecentre, der har den laveste dokumenterede CO2-udledning per hotelgæst – baseret på hotellernes egne data og oplysninger.
De indsamlede data omregnes af Klimascore.com. Her benyttes et system med input fra Concito og DTU. Resultaterne er desuden blevet gennemgået af et dommerpanel bestående af klimaforskere og branchefolk.
Som nævnt er Scandics Aarhus City udnævnt som Danmarks grønneste hotel. Scandic kæden kan samtidig glæde sig over at tage tre af de otte regionale priser – nemlig i København, Sønderjylland og på Sjælland og øerne.
Scandic kan dermed også smykke sig med den mere inofficielle titel som Danmarks mest klimavenlige hotelkæde. Scandic har fire hoteller med på listen – Comwell kæden tre.
Her er de grønne præmietagere:
- Hovedpræmie: Scandic Aarhus City
- København: Scandic Kødbyen
- Aarhus: Scandic Aarhus City
- Nordsjælland: Rungstedgaard
- Sjælland og øer: Scandic Roskilde Park
- Fyn og øer: Comwell Middelfart
- Nordjylland: Comwell Hvide Hus Aalborg
- Trekantsområdet: Comwell Kolding
- Sønderjylland: Scandic Sønderborg
Klimascore.com, der har bearbejdet de mange indkomne tal, er specialister i klima. Firmaet har bl.a. udviklet Klimacore, der er rejsebranchens nye standard parameter til at vurdere, hvor klimavenlige hotel- og konference-steder er. Klimascore har også lavet værktøjer, der hjælper hoteller med dokumentation og rådgivning i at prioritere klimaindsatsen….
(Indledningsfoto til artiklen:momondo)
Skriv et svar