Man kan selvfølgelig slå et telt op på en alpetop og prale af, at man har overnattet i flere tusinde meters højde.
Hører man imidlertid til de lidt mere komfortabelt anlagte – og stadig mener, at man godt kan tåle at sove højt – har Shanghai i Kina netop fået det bedste bud på markedet.
”J Hotel” er placeret i Shanghai Tower, der med 632 meter er verdens næsthøjeste bygning. Kun Burj Khalifa er højere.
J Hotels værelser beslaglægger 86. til 98. etage, mens receptionen er placeret 60 meter højere på 121. etage.
Overalt er man sikret en fantastisk udsigt over den kinesiske storby. Medmindre skyerne hænger dybere end vinduerne, hvad der ofte sker – og at man ikke har tendens til svimmelhed, når kigger ud og ned.
Shanghai Tower har været en del af storbyens skyline siden 2013, men det er først nu, at luksus-hotellet har åbnet på de øverste etager.
Hotellet har 165 værelser inklusive 34 suiter, der alle har fem stjerner og derover. Man har rådighed over en stor indendørs pool og en 24-timers service med sin egen personlige butler.
Den største af suiterne er J Suite på 365 kvadratmeter. Den strækker sig over flere etager og rummer bl.a. en egen sauna og en spisesal med god plads til otte. En nat i den dyreste J Suite koster ifølge prislisten 67.000 kinesiske yuan eller ca. 69.000 kroner.
Man kan dog også sagtens klare sig for mindre og alligevel bo fornemt i højderne. J Hotels Grand Suite koster fra 1.300 euro pr. nat eller ca. 9.800 kroner, mens et normalt hotelværelse begynder ved ca 450 euro eller 3.400 kroner.
Er man kun til udsigten og helst vil bo mere jordnært – både af hensyn til psyke og pengepung – kan tage lyn-elevatoren i Shanghai Tower op på 121. etage.
Her er anbragt en 360 graders udsigts-platform i 562 meters højde. Det er over en halv kilometer fra jorden og selv højere end et tilsvarende udkigs-punkt i Dubais Burj Khalifa.
Hotellet byder naturligvis på syv forskellige restauranter med asiatisk og internationalt køkken. Den ene er placeret på 120. etage. Så er man sikker på at kunne spise med udsigt….
(Indledningsfoto til artiklen: J Hotel)
Skriv et svar