Hele otte procent af den seneste uges nye Corona tilfælde formodes at være danskere, der har taget smitten med hjem fra ferie i Spanien.
Det oplyser Udenrigsministeriet til DR’s tekst.tv. Derfor har næsten hele Spanien gul status i de nye danske rejsevejledninger, der får virkning fra lørdag kl. 16.
Alle de mest populære spanske rejsemål for danskere er mellem de gule områder, hvor man skal passe ekstra på. Det gælder f.eks. Mallorca og Ibiza.
Ifølge den tysk-sprogede lokalavis ”Mallorca Zeitung” har ferieøens politi især problemer med unge, der flokkes udendørs om natten, når barer og diskoteker lukker kl. 23.
Turisterne bærer ikke mundbind og ser stort på fysisk afstand til andre. Det øger smitte-risikoen betydeligt. Åbenbart også for danskere.
De seneste incidens-tal for Spanien som helhed lå i denne uge på 438 smittede pr. 100.000 indbyggere. På de Baleariske Øer, som Mallorca tilhører, steg tallet til 414. Til sammenligning ligger Danmark på 137.
Situationen i Spanien er dog ikke så foruroligende, at det danske Udenrigsministerium på nuværende tidspunkt direkte vil fraråde rejser til det populære ferieland.
I alle gult markerede lande skal man passe ekstra på, hvor man færdes og, hvem man omgås. Undgå f.eks. større forsamlinger.
(Indledningsfoto til artiklen: Mariia Kamenska / Pexels)
Skriv et svar