Der er både gode og dårlige nyheder for danskernes sommerferie i udlandet i år:
Den gode er, at vi har lov til at rejse til det meste af Europa.
Den første og mindre gode er, at Corona smitten er i kraftig stigning i flere af de mest populære ferielande. Vi skal derfor passe ekstra godt på, når vi tager afsted.
Den anden, at priserne er steget mærkbart på mange ferie-destinationer: Lejligheder, lejebiler, hotelværelser osv. er meget dyrere end i sommeren 2019. Det eneste sted, hvor priserne holder sig nogenlunde stabilt, er på charter-rejserne:
De koster stort set det samme som før Corona. Man kan vente med at bestille til sidste øjeblik. Og man har sikkerhed for, at man kan komme hjem, hvis Corona situationen ændrer sig til det værre på feriemålet i syden.
Det skriver Tysklands største avis ”Bild.” Avisen har fået sine tal fra landets største pris-sammenlignings-portal Check24.de.
Det største spring i priserne finder man i billeje:
På Ibiza er lejebilerne over 230 procent dyrere end i 2019. Gennemsnittet ligger i dag på knap 70 euro om dagen, hvor man kunne leje en vogn for 20,82 euro for to år siden,
På Mallorca er billejen ”kun” fordoblet. Regn med en pris på omkring 50 euro om dagen, På Sicilien koster personvognen i gennemsnit 67 euro, fortæller Check24.
Forklaringen er, at mange biludlejere har skåret ned i deres flåder og undladt at købe nye vogne under Corona for at holde udgifterne nede i en periode, hvor ingen lejer noget.
Hvis man foretrækker at booke sit hotel, sommerhus eller ferielejlighed selv fremfor at købe en pakkerejse, kan man også rende ind i barske oplevelser – advarer den tyske analyse:
I Grækenland er lejligheder steget med 38 procent i dag 122 euro om dagen. I Danmark koster de tyskerne 55 procent mere end i sommeren 2019 – 144 euro i snit.
Omvendt må danskere også regne med et prishop, hvis de vil have fat i en feriebolig i Tyskland. Booker man sin ferie til august, er hoteller 27 procent dyrere og ferielejligheder 14 procent,
Med 10 procent er stigningerne mere moderate i Spanien. Til gengæld er de også blandt Europas højeste. Her i sommer må man regne med 173 euro om dagen i gennemsnit, hvis man vil bo ordentligt.
Ifølge ”Bild” og Check24.de ligger Tyrkiet også højt i feriebolig priser med 165 euro om dagen. For to år siden kostede samme overnatningssted kun 92 euro i snit. Endelig har Kroatien fået et prishop på 61 procent – til 153 euro pr dag.
Med andre ord: Det kan betale sig at kigge en ekstra gang på priserne, inden man bestiller en ferierejse til udlandet lige nu. Især, hvis man vil arrangere rejsen på egen hånd….
(Indledningsfoto til artiklen: Mariana Anatoneag / Pixabay)
Skriv et svar