Alle, der har været ude at rejse, kender det store bil-udlejnings-selskab Europcar med sine karakteristiske grønne farver i logo og skranker.
Ligesom for andre i den branche har Corona været en katastrofe for fransk-baserede Europcar, der sidste år måtte gå i en slags beskyttet betalings-standsning. Da kørte Europcar med et underskud på 286 millioner euro.
Nu går det bedre på flere fronter.
Dels er underskuddet skrumpet ind til 122,4 mio. euro på en omsætning på 842 mio. euro i første halvår af 2021. Dels er Europcar ved at få en ny ejer i skikkelse af verdens største bilfabrikant VW,
Ny ejer er måske ikke helt korrekt, for i slutningen af 1990’erne var Europcar et datterselskab under VW. Derefter solgte tyskerne Europcar til investerings-selskabet Eurazeo, der siden har tabt mange penge på at leje biler ud.
Nu vil Folkevogn have Europcar tilbage, fordi verden ser helt anderledes ud: Det er ikke længere så vigtigt for folk at eje deres bil.
De lejer, leaser eller deler den gerne med andre, hvilket Europcar og deres konkurrenter har en stærk erfaring med.
Tyske branchefolk ser også opkøbet som et skridt i VW’s forvandling fra at være en traditionel fabrikant af biler og lastvogne på benzin og diesel til at være en fremsynet og bæredygtigt tænkende transport-koncern.
Samtidig er Europcar jo stor-indkøber af nye biler og derfor vigtig som kunde for VW. Sandsynligvis vil der i fremtiden stå VW, Audi, Skoda, Seat og Porsche på mange flere Europcar biler end allerede i dag.
Direktionen i Europcar har anbefalet at sælge til VW, der skal give ca. 2,5 milliarder euro for billeje firmaet. Overtagelsen skal godkendes af konkurrence-myndighederne og ventes gennemført sent i 2021 eller begyndelsen af 2022….
(Indledningsfoto til artiklen: Mattes / Wikimedia)
Skriv et svar