Det nye norske flyselskab Norse Atlantic Airways ser ud til at starte, hvor Norwegian måtte give op.
Mens Norwegian af økonomiske grunde måtte opgive sine mange trans-atlantiske ruter, er det præcist dér, hvor Norse gør klar til start.
Også andre ligheder er markante mellem de to flyselskaber:
Blandt ejerne af af Norse er de tidligere Norwegian grundlæggere og topchefer Bjørn Kjos og Bjørn Kise. De har slået pjalterne sammen med den norske skibsreder Bjørn Tore Larsen for at skaffe penge til selskabet.
Desuden vise Norse præcist samme forkærlighed for store Boeing 787 Dreamliner fly, som Norwegian havde.
Da Norse blev officielt lanceret tilbage i marts, var det med ni brugte Dreamlinere, som selskabet leasede hos Aer Cap.
Inden det første rutefly er gået i luften med passagerer, meddeler Norse nu, at man har lejet yderligere seks Dreamlinere. Denne gang hos leasing-selskabet BOC Aviation,
Alle 15 Boeing fly skal ankomme til Oslo til efteråret eller i første kvartal af 2022. Det næste må vel så blive, at Norse meddeler, hvor de mange store Dreamlinere skal flyve til og hvornår.
I forbindelse med lanceringen fortalte Norse, at man ville indlede lavpris-ruter til og fra Oslo, London, Paris, New York og Miami fra november eller december. Nu taler Norse mere vævende om slutningen af 2021 eller begyndelsen af 2022.
Mens nystartede Norse altså har store ambitioner, holder Norwegian lavt niveau. Ikke noget med lange ruter over Atlanten eller til Asien. Kun flyvninger i Norge, Skandinavien og Europa.
Norwegian har også droppet sin længe højt elskede Dreamlinere. I dag består flåden af 53 mindre Boeing 737-800 fly….
(Indledningsfoto til artiklen: Daniel Eledut / Pixabay)
Skriv et svar