Venedig er bestemt ikke den eneste by, der har klaget over for mange turister. Så mange, at gæsterne presser de oprindelige indbyggere ud, fordi huse bliver omdannede til hoteller eller Airbnb boliger, og huslejerne hævet til skyhøje niveauer.
Amsterdam har haft samme problem, men som så mange andre været tavs med kritikken, mens Corona krisen prægede Europa. Der var jo ingen turister at klage over.
Tonen har nu fået en helt anden lyd. Fremover vil Amsterdam kun tillade 20 millioner turist-overnatninger om året. Det vil svare til en nedgang på mindst 10 procent.
Amsterdams bystyre har været under stærkt pres fra indbyggere: 30.000 af dem har nemlig underskrevet et krav om maksimalt 12 millioner turister om året. Det vil i givet fald være 10 milllioner færre end i 2019 – året inden Corona.
Den hollandske storby vil kontrollere turist-mængden via en årlig optælling. Overskrides det maksimale antal overnatninger, tvinges myndighederne til at gribe ind.
Det kan f.eks. ske gennem en højere turistskat eller en begrænsning af den private bolig-udlejning via platforme som Airbnb.
Udbuddet via Airbnb fik allerede sat grænser på for et par år siden. Det samme gælder antallet af hotelværelser og udvalget af guidede turist-rundvisninger i Amsterdams historiske bycentrum.
Parallelt med den nye turist-begrænsning overvejer Amsterdam at flytte prostitutionen fra det berømte ”Red Light” kvarter i bymidten til et mere anonymt område i udkanten af storbyen.
Desuden skal salget af hash og andre former for let narkotika til turister forbydes i Amsterdams ”coffee shops”….
(Indledningsfoto til artiklen: Pexels / Pixabay)
Skriv et svar