Mens mange af de ”gamle” full service flyselskaber har travlt med at fortælle, at der ikke er en fremtid i lavpris, vil Ryanair bevise det modsatte.
For at sætte mere gang i billetsalget kører Ryanair i dag og frem til midnat en dumping kampagne, hvor man kan købe en flyrejse for 12,99 euro eller 12,99 britiske pund.
Ryanair har stillet 500.000 sæder til rådighed for kampagnen. Man kan vælge mellem over 650 forskellige ruter – også til og fra Danmark.
De super-billige billetter skal bruges i september eller oktober, og man vil bl.a. kunne slikke sæsonens sidste solstråler i Malaga, København, Ibiza, Marrakech, Barcelona, Lissabon, Rom, Warszawa, Bari og Amsterdam.
Det er langt fra første gang, at Ryanair ryster markedet med lavpriser. Sidste år kørte selskabet således en kampagne med fem euro billetter.
Ifølge Ryanair vil EU-landenes fortsat systematiske Corona vaccinering sørge for, at lufttrafikken snart vil være på niveau med før pandemien.
Det er en opfattelse, som traditionelle flyselskaber som SAS, Lufthansa eller British Airways bestemt ikke er enige i. De kan alle mærke en fremgang, men normale tilstande kommer ikke før om et par år – siger de.
Rent marketing-mæssigt er Ryanair allerede tilbage i de gamle folder: Selskabet søger piloter og kabine-personale og venter at nå mindst 200 millioner passagerer i 2024. Den hidtidige rekord lå på ca. 150 millioner i 2019.
Ryanair er desuden i fuld gang med at forny sin flåde af Boeing 737 fly. Irerne har for nylig modtaget sit første af 200 bestilte 737 MAX-200 eksemplarer….
(Indledningsfoto til artiklen: Pagarau / Pixabay)
Skriv et svar