Rejselivet og den gode stemning er ved at være tilbage i terminalerne i Københavns Lufthavn (CPH). Flere ruter er åbnet og genåbnet – og man igen købe ind og spise i lufthavnen.
De nye vinde i CPH kan også mærkes på andre måder. Juli havde årets hidtil travleste dag, og Aalborg er ikke længere den mest største destination for fly til og fra Københavns Lufthavn.
Samlet set gik 1,2 millioner passagerer igennem terminaler og gates i juli måned. Det lyder af meget, men er kun 40 procent af en normal juli før Corona. Allerflest mennesker i 2021 kom søndag den 25. juli med 50.908.
Under Corona har de danske indenrigs-ruter været de mest travle for CPH. På grund af rejse-restriktioner i mange lande var internationale rejser enten aflyst eller begrænset til få afgange.
Derfor dominerede danske lufthavne CPH’s månedlige Top-10 lister over de mest populære destinationer – med København-Aalborg ruten som en klar nummer ét. Her lå før Corona altid London.
I juli er der vendt op og ned på hitlisten. Aalborg ligger stadig flot som nummer to, men er skubbet fra førstepladsen af Palma de Mallorca. Flere danske ville på ferie i Middelhavet end rejse til og fra Nordjylland med fly.
Også de øvrige pladser i julis Top-10 er nu udenlandske byer, selvom antallet af passagerer til hver stadig ligger langt under niveauet før Corona.
”Vi har liv i terminalerne igen. Efter 15 måneders krise og et 2021, hvor årets første fire måneder var som i 1962 med kun 5.000 rejsende om dagen, er udviklingen vendt. Fra juni til juli mere end fordoblede vi antallet af passagerer fra en halv million til 1,2 million,” fortæller kommerciel direktør Peter Krogsgaard fra Københavns Lufthavn.
Samtidig kan Danmarks største lufthavn glæde sig over, at rejsende nu kan vælge mellem over 180 forskellige flyruter. Indendørs begynder CPH også at ligne sig selv med både taxfree og over 40 butikker og spisesteder genåbnet.
Det er fortsat de lange ruter ud af Europa, der mangler i aktiviteten. Her ligger niveauet på kun 20 procent af det normale på grund af rejse-restriktioner, mens de europæiske ruter nu ligger på 40 procent.
Peter Krogsgaard glæder sig også over, at langt de fleste rejsende ankommer velforberedte til lufthavnen. De har Corona tests, vaccinationer og dokumentation i form af Corona passet på plads:
”De fleste rejsende ved og accepterer, at man skal følge internationale regler, bære mundbind, holde afstand til hinanden og efterlade familie og venner uden for lufthavnens bygninger. De er også klar over, at check-in kan tage lidt længere tid, fordi alle skal have billetter og rejse-dokumenter kontrolleret grundigt,” forklarer han.
Da Corona krisen var allerværst sidste vinter, var kun hvert tredje sæde solgt på de fly på de ganske få afgange, der blev gennemført i Københavns Lufthavn. I dag er en dobbelt så stor andel – 65 procent – optaget.
Og til sidst tilbage til månedens Top-10 over de mest populære flyruter, som Trends & Travel hermed genoptager. Under Corona var hitlisten irrelevant:
- Palma de Mallorca i Spanien – 62.753 passagerer
- Aalborg i Danmark – 54.513
- Malaga i Spanien – 48.367
- Paris i Frankrig – 42.351
- Amsterdam i Holland – 41.071
- Stockholm i Sverige – 37.274
- Chania på Kreta – 37.115
- Istanbul i Tyrkiet – 35.057
- Oslo i Norge – 33.029
- Frankfurt i Tyskland – 31.126
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar