Det nye islandske lavpris-selskab PLAY gik på vingerne første gang i juni med tre leasede Airbus A321 fly – og det er åbenbart gået meget godt siden da.
I går meddelte PLAY således, at man er parat til at udvide flåden fra tre til ni maskiner senest i foråret 2023. To år senere vil de optimistiske islændinge have 25 Airbusser lakeret i sin knaldrøde farve.
Som alle andre flyselskaber måtte PLAY ellers starte beskedent. På grund af Corona fløj kun 9.899 passagerer til og fra Island i juli.
Dette tal blev næsten fordoblet i august, hvor 17.300 benyttede det nye flyselskab. Imponerende, al den stund Island fortsat har skrappe rejse-restriktioner for udenlandsk besøg.
PLAY regner med, at den positive udvikling vil fortsætte i september. Her vil selskabet også for første gang sælge over halvdelen af sæderne i sine fly. I august var 46,4 procent optaget.
Indtil videre flyver PLAY fra Reykjavik til syv destinationer i Europa – deriblandt København. Fra foråret skal flere lufthavne på USA’s østkyst komme med, således at PLAY kan tilbyde billige rejser over Atlanten. Alle dog med mellemlandinger i Island.
Sådan en ekspansion kræver flere maskiner end de nuværende tre. Derfor har PLAY underskrevet en hensigts-erklæring om at lease mindst seks yderligere Airbus A321 næste år.
PLAY har i øjeblikket 131 ansatte. Til foråret vil det være mellem 150 og 200, lover selskabet….
(Indledningsfoto til artiklen: Play)
Skriv et svar