Der er mange ting, som Ryanairs kontroversielle topchef ikke bryder sig om.
En af dem er, hvis myndigheder ikke makker ret, som han vil. Så ryger Michael O’Leary lige i blækhuset og hælder galde ud over sine modstandere.
Den anden ting er, hvis konkurrenterne får mere omtale end Ryanair selv. Reaktionen er typisk, at O’Leary selv udsender en serie endnu kraftigere udtalelser, som kan fjerne rivalerne fra mediernes overskrifter.
Det er præcist, hvad der er sket i de senere dage, efter at Ryanairs traditionelle ærkerival easyJet måtte ud og hente ekstra kapital hos sine aktionærer for at kunne klare et fornuftigt comeback efter Corona.
Det fik straks Europas tredje store lavpris-selskab – ungarske Wizz Air – til at tilbyde at købe easyJet. Et forslag, som englænderne (naturligvis) pure afviste.
Ryanair var slet ikke nævnt i første omgang, hvilket O’Leary ikke kunne klare. Derfor sendte han her i weekenden en række små-fornærmelser ud mod sine to rivaler, men kom samtidig med et par mere vigtige kommentarer:
Til den store italienske avis ”Corriere della Sera” spår Ryanair bossen således, at vi vil se flere fusioner og overtagelser af lavpris-selskaber i de næste tre til fem år. Det vil være uundgåeligt.
Ryanair har selv været aktiv i opkøb i de senere år med bl.a. Air Malta og Lauda i Østrig, Så spørgsmålet er, om O’Leary og co venter tålmodigt, indtil easyJet er grydeklar igen.
Til den italienske journalists spørgsmål om, hvorvidt Ryanair havde at gøre med en stærk konkurrent i ungarske Wizz Air, svarede den iltre irer:
”Wizz hvem? Ungarerne kan slet ikke være en konkurrent. Det er de alt for små til. Trods alt transporterer Ryanair over fire gange så mange passagerer.”
O’Leary tilføjede så, at ”Wizz Air mest bevæger sig i Østeuropa og en smule i Vest- og Nordeuropa. Wizz ekspanderer mest i lande som Dubai, Kasachstan og Aserbadsjan, der er uinteressante for europæere. Med andre ord søger Wizz efter markeder, hvor de ikke skal konkurrere direkte med Ryanair.”
Tonefaldet er typisk for Ryanair og indholdet heller ikke helt korrekt. Hvis vi kigger i vores lille danske andedam, er det netop Wizz og Ryanair, som i øjeblikket udvider med flest nye ruter. Ikke mindst i de jyske lufthavne.
I samme italienske interview proklamerer Michael O’ Leary, at Ryanair bestemt ikke længere frygter easyJet. Tværtimod håner han det engelske selskab med de orange lakerede fly:
”easyJet er historie. Selskabet vokser ikke længere. Det har stoppet sit køb af nye fly. Selskabets forretningsmodel holder ikke, fordi man har satset på for få lufthavne. De prøver at undgå lufthavne, hvor konkurrencen er for stor….”
(Indledningsfoto til artiklen: Wayne Jackson / Pexels)
Skriv et svar