Menneskene brugte årtier på at konstruere en raket, der kunne flyve til månen. 50 år senere er det foreløbig kun amerikanerne, der reelt har haft folk på jordens lille drabant.
I øjeblikket kører der et reelt kapløb mellem flere kommercielle virksomheder, som er ved at indføre rumturisme. Med et lidt mere langsigtet mål om at bygge en månebase, der kan bruges som rumhotel for fremtidens ferie-rejsende.
Indtil da går der nok nogle år endnu, og der skal spares mange penge op. Hvis prisniveauet fra de første korte rumrejser omkring jorden kan bruges som ledetråd, vil kun meget få millionærer have råd til en sviptur op på månen.
Måske bliver lidt nemmere – og meget billigere – at foretage sin månerejse her nede på jordens overflade. Den vil nemlig blive “pyntet” med fire store kopier af månen, som indeholder et futuristisk hotel, konference-center og en science-fiction agtig forlystelsespark.
Meget oplagt hedder projektet ”MOON”, og de to idéfolk bag er Sandra G. Matthews og Michael R. Henderson. De forestiller sig en ”måne” bygget i USA, Europa, Mellemøsten og Asien.
Den første måne bliver højst sandsynligt placeret i det amerikanske spilmekka Las Vegas, hvor de indledende forberedelser er begyndt. Dubai har også vist stor interesse, så mon ikke MOON 2 bygges i Emiraterne.
MOON bliver verdens største kunstige sfære. 224 meter i højden, en diameter på 198 meter og 515.000 kvadratmeter areal, der er bygget bæredygtigt og kan strømforsyne sig selv med vind- og solenergi.
Den ydre skal af MOON er en tro kopi af månens overflade. I samme grå og brun farver, der nok skal vække opsigt i Las Vegas og Dubai. Bare fordi de er så kedelige i forhold til de omgivende bygningers neonrør og flashy lysshows.
Turister kan få deres egen rundtur på månens overflade formedelst en billetpris på 500 dollars. Så kan de sammen med en kyndig guide kravle rundt i kratre, tumle rundt i månestøv og føle sig, som om de er de nye Neil Amstrongs, der sætter sit første fodspor på drabantens overflade.
Folkene bag MOON World Resort projektet satser på mindst 10 millioner gæster om året – pr. måne altså. De kan tage besøget som den rene forlystelse, dinere i restauranter, overnatte i luksus suiter eller kigge på himlen fra en natklub.
De kan dog også kombinere viden med fornøjelse og deltage i kurser om astronomi, klima-beskyttelse, fysik, raketvidenskab osv. Desuden lokker ”månerne” til møder på et 46.452 kvadratmeter stort kongres-område….
(Indledningsfoto: MOON)
Skriv et svar