Der er sikkert en del læsere, der kan huske, at Corona virussen blev beskyldt for at komme til Danmark fra det østrigske skisportssted Ischgl i vinteren 2019/2020. Formentlig smittet gennem festlige After Ski sammenkomster.
Skisport og dermed ”Aprés-Ski” var udelukket sidste vinter, fordi stort set alle ferierejser var udelukket på grund af Corona.
Nu popper optimismen igen op i Alpe-landene, hvor den østrigske kansler Sebastian Kurz har proklameret, at han ser gode muligheder for at gennemføre en sikker vintersæson inklusive After Ski fra om et par måneder.
Klog af skade fra tidligere alt for optimistiske udmeldinger tager Kurz dog sine forbehold denne gang: Hvis Corona situationen skulle forværres i den kommende tid, vil Østrig stramme op fra sine lige nu gældende 3G regler til, at kun fuldt vaccinerede gæster får adgang til After Ski lokaler.
Med 3G i bl.a. Tyskland og Østrig menes, at personer, der ikke er fuldt vaccinerede eller har overstået en Corona infektion, skal forelægge enten en maksimalt 24 timer gammel hurtig-test eller en negativ PCR test, der højst må være taget 48 timer forinden.
Østrigs kansler henviser til, at langt den overvejende del af turisterne i Østrig er vaccinerede, når de ankommer. Også godt 70 procent af de voksne østrigere har fået deres to stik. Det gør landet sikkert at holde ferie i, mener Sebastian Kurz.
Vinterferien er tillige begyndt at blive et emne i slutspurten på den tyske valgkamp. Uenigheden er dog stor mellem partierne om, hvor meget man skal lempe på Corona reglerne i forbindelse med skiferien.
Det socialdemokratiske partis sundheds-ekspert Karl Lauterbach advarer således imod den østrigske kanslers optimisme. Corona pandemien er langt fra overstået:
”På nuværende tidspunkt kan ingen seriøst forudse, hvordan den næste vintersæson bliver – heller ikke kansler Kurz. Lige nu ville jeg råde alle fra at tage på skiferie til vinter og fejre under forhold som i Ischgl, hvor det hele startede,” siger Lauterbach til flere aviser i den tyske Funke Media gruppe….
(Indledningsfoto til artiklen: Rudy and Peter Skitterians / Pixabay)
Skriv et svar