Så længe SAS ikke får de lange ruter i gang til først og fremmest USA, risikerer selskabet at blive indhentet af ærkerivalen Norwegian, når man måler i passagertal.
I september solgte SAS nemlig kun godt 100.000 flere billetter end Norwegian, der har langt færre fly i luften og ikke nær så mange ruter som SAS.
SAS kunne i september glæde sig over 1,1 million passager, hvilket er 90 procent flere end i samme måned for et år siden.
Norwegians vækst var imidlertid på 220 procent i samme tidsrum, således at nordmændene fik solgt knap 998.000 billetter i årets niende måned.
At det går stærkere frem hos Norwegian end hos SAS, kan også ses i belægningsgraden – i fagsprog ”load factor”. Den beskriver, hvor mange procent af et flys sæder der er solgt på en given afgang.
I september var 54 procent af pladserne solgt i SAS’ fly – en stigning på 17 procent i forhold til samme måned i fjor. Norwegian solgte derimod 72,4 procent af sine sæder – en fremgang på 20 procent.
SAS forventer, at der kommer meget mere gang i forretningen, når de lange ruter kommer i gang i oktober og november. Dem har Norwegian ikke længere i sin nye struktur, der udelukkende satser på ruter i Norge, Skandinavien og til populære feriemål i Europa.
USA har lovet at åbne for vaccinerede rejsende fra EU i november. Det kan være med til at booste passager-tallet hos SAS, der samtidig øger sine afgange til nordamerikanske lufthavne markant.
I dagens præsentation af september-tallene viser SAS’s nye topchef Anko can der Werfft dog kun en forsigtig optimisme:
”Usikkerhed omkring pandemien og den fremtidige efterspørgsel fortsætter. Hos SAS skal vi være agile, fleksible og hurtigt reagerende, hvis forholdene og kundernes lyst til at rejse ændrer sig….”
(Indledningsfoto til artiklen: Nicolas Nezzo / SAS)
Skriv et svar