Siden restriktionerne blev fjernet for rejser i EU, er antallet af passagerer i Københavns Lufthavn (CPH) næsten tredoblet – fra en halv million til næsten 1,3 mio. i september.
Det rækker dog ikke til mere end 46 procent af aktiviteten fra, før Corona ramte Danmarks største lufthavn som en hammer.
Hvis flyrejser og udenlandsk turisme skal have mere luft under vingerne herhjemme, kræves mere enkle rejseregler og en kraftigere markedsføring af Danmark som et sikkert land, mener ledelsen i Københavns Lufthavn.
At letforståelige rejseregler får flere til at pakke kufferten, har erfaringerne fra de seneste tre måneder vist. Den 26. juni fjernede EU nemlig alle krav om tests og Corona for rejser i EU og Schengen-landene:
Alene den første måned efter ophævelsen af restriktionerne blev antallet af passagerer mere end fordoblet i landets største lufthavn. Siden er Europa blevet endnu mere grøn i udenrigs-ministeriets rejsevejledninger.
Samtidig er passagertallet vokset stille og støt til at nå 1.294.161 i september. Det svarer til 46,2 procent af aktiviteten i september 2019 – det seneste normale år før Corona pandemien ramte
Det er primært danskere og sydsvenskere, som rejser lige nu. Til gengæld er der stadiglangt mellem de udenlandske rejsende i terminalerne.
“Før Corona krisen brugte op mod seks millioner udenlandske turister og forretningsfolk Københavns Lufthavn.. Her er genopretningen ikke rigtigt kommet i gang. Det rammer hoteller, kultur, konferencer, restauranter og alle andre grene af dansk oplevelses-økonomi hårdt,” siger Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i CPH.
”Det er nu, hvor Danmark bør markedsføre sig mere aktivt ude i verden som et spændende og ikke mindst et sundt og sikkert rejsemål,” fortsætter han.
Lufthavnen ser hen imod en travl uge med efterårs-ferie. Her vil danskere og sydsvenskere primært rejse til Spanien, efterfulgt af Grækenland og Italien.
Hver ottende flyrejse – 12,5 procent – fra København gik til Spanien i september. Det ses også tydeligt på lufthavnens Top-10 liste over de mest populære destinationer i den forløbne måned. Den ser således ud:
- Aalborg – 79.454 passagerer
- Stockholm – 60.806
- Oslo – 57.888
- Amsterdam – 53.514
- London – 50.374
- Malaga – 47.406
- Paris – 46.590
- Palma de Mallorca – 37.018
- Frankfurt – 33.733
- Barcelona – 31.650
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar